Tidligt op – det er vist ved at være en kliche her pÃ¥ bloggen – skulle være i lufthavnen kl fem. Metroen kører ikke om natten for tiden, sÃ¥ det blev pÃ¥ cykel.
Flyveturen gik helt problemfrit, og lidt før tid 11:30 landede vi på Rhodos. Her blev jeg hentet, og vi kørte i taxa til hotellet Sun Beach 2.
Eftermiddagen blev brugt på stranden på en solseng, for mit vedkommende i skyggen. Det var dejligt at få en lur efter at have våret så tidligt oppe. Det blev også til en lækker dukkert i det salte vand.
Middagen blev indtaget på en lille restaurant tilhørende George.

Kl ti minutter i tre ringede vækkeuret – det er altsÃ¥ tortur.

Et hurtigt bad, og så af sted med bus til lufthavnen.

Her fik vi hurtigt tjekket ind, og det lykkedes også at komme gennem paskontrollen.

Endelig var der tid til lidt morgenmad.

De sidste Lari blev brugt i Tax-free-shoppen før der var flyafgang kl 6¨

Vi landede uden problemer i Riga – endda et kvarter før planlagt.

Efter en god time gik vores fly så til København, hvor vi landede lidt over 10.

167 arter blev det til (måske 168 hvis Kejserørnen bliver godkendt) og 19 nye arter for mig (igen 20 hvis Kejserørnen bliver godkendt)

Det har været en rigtig fin tur, og jeg kan på det varmeste anbefale Georgien som rejsemål

Sidste dag på turen var delt i to. Første halvdel skulle vi se på fugle rundt omkring Tbilisi, og anden halvdel skulle bruges som turist inde i bymidten.

Vi startede efter morgenmaden med at køre ud til en kirke – The Mtskheta Church of Jvari.

Det er en af de første kirker i Georgien – tilbage fra det 4. Ã¥rhundrede. Vi sÃ¥ kirken – sammen med mange andre turister – og gik rundt i næromrÃ¥det og kiggede fugle – men der var nu ikke sÃ¥ mange.

Herfra kørte vi ned til et stort vandreservoir – kaldet Tbilisi Sea! Her var der godt nok heller ikke mange fugle, det mest spændende var nok en Pirol. Men det tog en del tid at gÃ¥ lidt og køre lidt, men rundt om søen kom vi.

Herfra kørte vi til en restaurant hvor frokosten blev indtaget. Restauranten havde reserveret et “fint” lokale til os med air-condition. Desværre var det ret lille og der lugtede noget jordslÃ¥et. Vi fik kringlet det sÃ¥ vi i stedet fik tre borde udendørs, hvor vi sÃ¥ fik en dejlig frokost.

Efter frokost kørte vi ind på et af hovedstrøgene, hvor vi så blev sluppet løs!

Festen sluttede igen kl fem hvor vi kørte hjem til hotellet.

Indtil kl kvart i syv hvor vi skulle mødes igen, brugte jeg tiden til at pakke og puste lidt ud.

Middagen var igen samme sted som de foregående aftener, og det blev en herlig afskedsmiddag.

Hjemme igen var det på hovedet i seng, da der er afgang i morgen kl 03:30!

I dag skulle vi til David Gareja, et kloster-hule-kompleks et par timers kørsel fra Tbilisi.
Undervejs havde vi flere stop, når der blev spotter interessante fugle. Bl.a stoppede vi på et stykke vej hvor det myldrede med tusindevis af Rosenstær. Luften kogte ligefrem af deres stemmer, og det var en helt fantastisk oplevelse at stå midt i det. Fremme ved klosteret skulle vi ud og gå. Det gi opad af små stier, indtil vi kom op en bjergkam. Undervejs var der flot udsigt over selve klosteret. Oppe på kammen kunne man se ud over Azerbajan, og faktisk gik grænsen på selve kammen. Det betød at man kunne gå ind i Azerbajan, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi fortsatte langs kammen, hvor der var hugget huler ud i klipperne, hvor der før i tiden havde boet munke. Det gjorde der ikke mere til gengæld boede der ved en af indgangene en Klippespætmejse. For enden af kammen var der et lille kapel hvor der sad to grænsevagter.
Nede igen efter en pæn lang og meget varm tur, påbegyndte vi hjemturen. Den gik forbi en sø, der er delt mellem Georgien og Azerbajan. Vejen dertil var mildest talt elendig, og gik mere eller mindre gennem militært øvelsesterren.
Ved søen så vi en del fugle, så det var turen værd. Herfra gik det hjem til hotellet, næsten uden stop. Da klokken var næsten otte, blev det kun til et lille stop før vi mødtes igen for at køre ud til samme restaurant som i går for at spise middag. Efter middagen og turen hjem var vi nogen der gik ud i Tbilisis natteliv for at få en godnatdrink.

I dag skulle vi så videre, tilbage til Tbilisi.

Vi pakkede bussen, og kørte først til en sø, som vi ikke nåede i går, der lå under to km fra den Armenske grænse. Det var en lavvandet sø, med masser af planter i.

Det var en rigtig god sø, der bl.a. bød på rigtig store flokke af Hvid Pelikan, og der var også enkelte Krøltoppet Pelikan. Ude i de store bælter af vandplanter vrimlede det med reder fra Toppet Lappedykker, som lå og rugede.

Efter en lille times tid kørte vi videre, nu mod Tbilisi.

Turen bød på to søer mere, men de var meget dybere, og bød derfor ikke på det helt store fugleliv.

Den anden blev brugt som basis for vores frokost, hvor vi sad ved et træ-kapel og nød dagens frokost.

Herfra stoppede vi kun enkelte gange når vi spottede noget fra bussen, det blev bl.a. til en hel flok af Rosenstær, Spansk spurv og Ådselgrib.

Vel fremme i Tbilisi kunne vi indlogere os på det samme hotel, som vi sov på den første nat.

Aftensmaden spiste vi pÃ¥ den samme restaurant som vi spiste vores første frokost pÃ¥ – et ganske udmærket sted.

Det lille kapel vi spiste frokost ved

Vi startede dagen med at køre hen til Khanchali Lake. Det første stykke vej var på fin asfalt, men de sidste km var på noget der i bedste fald mindede om en jordvej!

Første stop var lidt syd for søen, hvor vi stod oppe på en høj knold. Herfra havde vi et rigitgt godt kig ud over søen, som var en lavvandet sø, med en del rør-øer.

Efter at have stået her et stykke tid gik vi ned ad højen mod søen. Her kom vi tæt på den bedre kant-vegetation som vrimlede med Sivsangere. Der var også en enkelt Rørdrum, der stod med hovedet oppe i flere minutter. Det blev endda til et billede med iPhonen gennem teleskopet.

Herfra kørte vi videre rundt om søen, og kom til en landsby, hvor vi pludselig mødte en pige, med en rød rygsæk. Hun lignede ikke en fra landsbyen, og hun viste sig at være antropolog/sociolog, fra Stuttgart. Hun og en botaniker og en hydrolog var i gang med et projekt om biodiversitet koblet sammen med græsnings-landbrug.

Hun viste hvordan man kunne komme helt ned til søen, og hun kørte et stykke med os og viste vej. Vi endte ude på den anden side af landsbyen, og her kunne man gå ad nogle stier ned til den dæmning der udgør søens nordvestlige side (søen var engang 3 gange så stor, men arealet nordvest for dæmningen bruges nu til græsning og høslæt).

Her spiste vi vores frokost, før vi gik en tur ud ad dæmningen for at se på fugle.

Bagefter gik vi tilbage til bussen, som nu kørte ind i landsbyen, og så tæt ned til vandet som muligt. Her blev det også til et par fine kig, men det blev afbrudt af et regnvejr.

Ind i bussen og videre til en ny sø, lidt mod sydøst – Lake Budasheni. Denne sø lÃ¥ heldigvis lidt tættere pÃ¥ asfaltvej, det var kun ca 1 km der skulle tilbagelægges ad jordvej. Det var en rigtig god sø, hvor der var mange fine ting, bl.a. en flok Nathejrer der stod pÃ¥ en ø i søen, smÃ¥ 40 Klyder og 400-500 Rustænder.

Herfra gid det tilbage til vores hotel, godt brugte efter en lang og varm dag.

Rørdrummen stikker hovedet op – taget med iPhone igennem mit teleskop

Regnbue over bussen ved den sidste sø

Efter tre nætter skulle vi videre til Akhalkalaki. Det er en by der ligger i udkanten af et kæmpe plateau der gÃ¥r ind i Tyrkiet. Vi startede med at køre samme vej som i gÃ¥r, men drejede sÃ¥ fra og kørte op gennem en dal til plateauet. Vi ankom til vores nye hotel, og fik udleveret de fleste værelser – to ville dog først være klar kl 12.
Vi stillede vores bagage, og kørte så mod sen tyrkiske grænse. Over grænsen ligger der en sø, halvt i hver land.
Vi startede midt på Georgiske søbred, hvor vi stod på vejen. Hele vejen langs søen er der et hegn, så man ikke kan komme ned ril søen. Her spiste vi vores frokost, og mens vi gjorde det kom der nogle grænsevagter. Vi fik lov at køre helt hen til en kontrolpost og se på fugle der. Et sidste stop i den fjerneste ende var også mulig. Det var en herlig så, som bød på mange fugle, heriblandt begge europæiske pelikanarter.
Herfra begyndte vi tilbageturen, med et par stop bl.a. ved et vådområde hvor vi spottede en tranefamilie, og ved en Kirkeugle der sad tæt på vejen og var meget samarbejdsvilling.
Hjemme igen var vi nogen der gik en tur i byen, hvor vi indsnusede det lokale islæt, en speciel by hvor de bestemt ikke er vandt til turister.
Aftensmaden fik vi på hotellet, og aftenen bød på et heftigt tordenvejr med kraftig regn.

Dagens mål var nogle huler fra 12oo-tallet hvor der i dag bor nogle munke.

Vi spiste morgenmad kl 6, og der var afgang kl 7.

Vi kørte med et par stop undervej til Vardzia, hvor vi ankom lidt i 9. Her havde vi en dejlig formiddag, hvor vi gik rundt i hulekomplekset, og kiggede på huler og på fugle. Vi så bl.a. Østlig Klippespætmeje som jeg ikke havde set før, og så kom vi tæt på Stenspurv, og meget tæt på en flot Hortulan.

Frokosten blev indtaget på en cafë i forbindelse med stedet, og selv om det så frygtelig cafeteria-agtigt ud, så serverede de os en rigtig god frokost, i en lille pavillon med udsigt over floden.

Efter frokost kørte vi lidt længere ind i dalen, og da vi ikke rigtig kunne komme længere vendte vi om og kørte tilbage igen.

På tilbagevejen havde vi et par stop, det første ved en lille sø. Her blev det tordenvejr og regn, så vi så ikke så meget og besluttede os for at fortsætte.

Næste stop var ved et vådområde, som var opstået i en gammel flodarm, som ikke er i brug mere som flod. Her havde vi et rigtig godt stop, med mange forskellige arter.

Hjemme igen var det lige lidt tid inden middagen, som var klokken 8 samme sted som de to foregående dage.

Efter middagen tog vi en lille tur ud i næromrÃ¥det for at lytte efter Dværghornugle – det lykkedes desværre ikke.

Hulerne ved Vardzia

Dagen startede med morgenmad kl 6, og afgang kl 7.

Dagens mål var Zekari-passet, et pas der ligger i Borjomi-nationalparken.

Da vi kom ned var alle overraskede over at vi ikke skulle køre i vores bus, men at der var kommet fire stk. firhjulstrækkerne – det viste sig at der blev brug for.

Vi kørte lidt mod vest, og så mod nord. Et godt stykke inde i national-parken kom vi til en lille kontrolstation med bom for vejen og det hele.

Herfra skiftede vejen karakter fra vej til bred sti! Overraskelsen var stor da vi fik at vide at der var ca 20 km til vi var ved passet! Det blev en meget bumpet tur, men den var det hele værd.
Vi kørte op gennem en dejlig skov, fyldt med blomster og andet liv. PÃ¥ et tidspunkt gik vi i ca 45 minutter, hvor vi blandt andet sÃ¥ en af de lokale specialiteter – Krüpers Spætmejse. Vi kørte videre, og kom over trægrænsen, og til sidst endte vi ved passet i smÃ¥ 2300 meters højde.

Her startede vi med at spise den medbragte mad, og derefter gik vi en tur på ca 3 timer frem og tilbage af en sti rundt på bjerget. En fantastisk tur, ikke så mange fugle men fuld af pragtfuld natur og storslåede udsigter.

Turen ned ad bjerget bød på en uventet gåtur, da vi stoppede for at se en Apollo sommerfugl som vi havde fået øje på fra bilen. Her opdagede jeg at den af bilerne var punkteret. Så mens chaufførerne ordnede det gik vi i forvejen ned ad vejen.

Hjemme på hotellet igen havde vi lavet en snedig plan om at køre ned og se en meget flot borg der ligger i byen som vi bor i. Den plan blev bare ødelagt da vi fandt ud af at borgen lukker klokken 6.

Aftensmaden var samme sted som i går, og foregik på samme måde.

Så efter en lang dag, men megen bumpen og skramlen er jeg godt brugt, og trænger til at få sovet.

Bilerne som vi kørte i på vej op ad bjerget

Panoramaview undervejs

Panoramaview fra gåturen

Så kom dagen da vi skulle forlade Stepantsminda, for at køre mod sydvest til vores nye tilholdssted, som er i en by der hedder Akhaltsikhe (svært at udtale).

Jeg stod op kl halv seks, og gik mig en morgentur – hÃ¥bede at høre kongehønen – men forgæves.

Første stop på ruten var efter få hundrede meter, hvor vi stoppede ved et sted med tornede buske (der minder meget om havtorn) spredt ud med græs imellem. Her var der fine observationer af Karmindompap, og det lykkedes også at få Bjerggransanger på foto-afstand.

Herfra kørte vi op mod passet, men efter nogle kilometer tog vi en lille afstikker ind i en bred flad sidedal, hvor der kunne være chance for at se Sort Urfugl – det lykkedes heller ikke denne gang.

Herfra gik det uden stop indtil frokost, som blev indtaget et stykke nord for Tbilisi. Næsten hent nede ved Tbilisi gik vejen fra mod vest, og vi kørte med få stop undervejs til vores nye hotel Bona Dea. Her fik vi vores værelser, og aftalte at mødes til aftensmad kl 20:00

Da vi mødte op til aftensmaden viste det sig at vi skulle køre i bus hen til en restaurant i nærheden! Det var et stort rum, men glasfacade ud mod en kunstig sø. Så langt så godt. Desværre var stedet også dansested, så mens vi spiste var der musik, blinkende lys og laser.

Efter mange retter og mange rene tallerkener, gik turne tilbage til hotellet.

Udsigten til Mt. Kazberg i morgen-solskin