Vi mødtes i Kastrup Lufthavn lidt over tolv. Forventningsfulde tjekkede vi ind ved en selvbetjeningsterminal, og så var det hen til bagdrop. Her var køen bare lang! Nå men efter 40 minutter i køen kom vi af med bagagen, og så var det ellers bare gennem security og så ud til flyet. Vel ankommet til Venedig var vi lige ved at tro at vi manglede et stykke bagage, men det kom heldigvis selv om der på skærmen stod at der ikke kom mere. Til gengæld var der nogle andre der manglede deres bagage, så det betød at vi måtte sidde og vente i lidt over en time før vores bus kunne køre.
Efter en lang køretur (3 timer) ankom vi til Canazei. Vi blev indkvarteret i en stor dejlig lejlighed med tre rum, to toiletter vaske- og opvaskemaskine. Det var den vi skulle have haft sidste år.
Vi var ved at dø af sult, så vi gik ud og fandt et pizzaria, hvor vi fik noget længe tiltrængt aftensmad. Nu er vi hjemme igen, spændte på i morgen hvor vi skal på ski!

Vækkeuret var stillet til syv, så vi kunne være nede i skiudlejningen kl otte. Vi fik vores ski, og gik over på den anden side af gaden og spiste morgenmad. Efter et overdådigt morgenkomplet gik vi så hen til liften, og så gik det op i terrænet. Her var det tåget! Det var umuligt at se noget, så man måtte føle sig frem. Vi kørte over mod Arabba, byen vi boede i for to år siden. Her kørte vi lidt rundt, og endte med at spise frokost i selve byen et godt sted vi kendte på torvet. Herfra kørte vi over i vores eget område, og helt over til Campitello-liften, det var der vi boede for tre år siden. Vi havde nogle fede nedkørsler, de sidste endda med en anelse sol, som glimtvis kom gennem skyerne. Vi sluttede ski-dagen halv fire med at køre ned til Canazei. Efter at have smidt skistøvlerne er vi gået ned på Café Peter, her vidste vi nemlig fra sidste år at der er trådløst netværk!

Vi havde besluttet at hvis det var dårligt vejr ville vi tage til Ortisei, hvis det var godt ville vi tage på Mamolada, det højeste bjerg i Dolomitterne. Da jeg kiggede ud af vinduet kunne jeg med glæde udbryde at vi ikke skulle til Ortisei!
Peter gik efter morgenbrød, og efter en dejlig morgenmad med blødkogte æg, youghurt og friske boller gik det sÃ¥ ud pÃ¥ ski. For at komme til Mamolada skal man først igennem Arabba, og derefter skal man køre helt i bund i en anden dal. Herfra gÃ¥r der sÃ¥ tre kabinelifte i træk op, før man er pÃ¥ toppen ved Mamolada (se billedet). Nedturen var sÃ¥ fed, at vi blev enige om at tage den en gang til. Efter anden nedkørsel spiste vi frokost pÃ¥ en restaurant, før turen gik hjemad mod vores eget omrÃ¥de. Ved Pas Podoi, tog vi en afstikker op til Teresse Podoi, som er en teresse der ligger højt oppe pÃ¥ en klippe. Her nød vi udsigten og en kop kakao med Apfelstrudel. Vel nede igen kørte de to andre hjem, men jeg var ikke færdig. SÃ¥ jeg fortsatte op til toppen ved Campitello, og sÃ¥ tilbage til vores egen top Belvedere. Herfra gik det ned til Canazei. Vel hjemme fortalte min GPSer at jeg havde bevæget mig 101 km i dag (se ruten her) – det er da en sjat.

Da vi vÃ¥gnede blev vi noget deprimere ved at kigge ud af vinduerne. Der hang store tunge skyer som tÃ¥ge i hele dalen. Men da vi var ved at være færdige med morgenmaden begyndte tÃ¥gen at lette, og vi kunne skimte enkelte bjerge rundt omkring os. Vi tog af sted mod Ortisei en skiby, der ligger ret langt væk. Vi havde nogle helt vildt fede nedture, sneen var helt perfekt, og der var meget fÃ¥ mennesker. Efter en lille fejlnavigation (vi lavede præcis den samme sidste Ã¥r) kom vi ned til St. Christina, hvor vi skulle under byen i et kabeltog inde i bjerget. PÃ¥ den anden side gik det sÃ¥ op. Ved middelstationen tog vi et par ture pÃ¥ en sort piste vi ogsÃ¥ legede pÃ¥ for tre Ã¥r siden. Herfra gik det sÃ¥ op med en lift, og sÃ¥ var det ned ad en 10,4 km lang nedkørsel etil Ortisei. Lige før man er nede ligger der sÃ¥ en restaurant Annatal, hvor de serverer rigtig god mad. Vi var der halv tolv, sÃ¥ vi bestilte en gang frokost – “winersnitzel mit pommes”. Efter en hyggelig og god frokost skete det sÃ¥. Da jeg skulle have mine ski pÃ¥ var de der ikke… Til gengæld stod der sÃ¥ et par næsten magen til lige ved siden af hvor jeg havde stillet mine! Nu var gode rÃ¥d dyre, vi var sÃ¥dan cirka sÃ¥ langt væk hjemmefra som vi kunne komme og jeg havde ingen ski. Vi satte os ned og ventede ca tre kvarter. Da det andet par ski stadig ikke var taget besluttede vi os for at de nok tilhørte den idiot der havde taget mine. Derfor prøvede jeg om de passede mig, det gjorde de næsten, bindingen skulle dog udvides, sÃ¥ mine ski har ikke passet “idioten” særlig godt! Med de “nye” ski gik det sÃ¥ hjemover, hvor vi ramte enden af pisten i Canazei ca kvart over fire. GPSen sagde 91,6 km (se ruten her)
Efter en lille pause hjemme gik det sÃ¥ ned til skiudlejningen, hvor jeg mÃ¥tte forklare hvad der var sket. Det virkede ikke som om det var noget der skete tit. Ekspedienten foreslog at jeg ventede et par dage, men da jeg spurgte hvad der sÃ¥ skulle ske blev de i butikken enige om at ringe til den anden skiudlejning. Her var mine ski ikke blevet indleveret, sÃ¥ ekspedienten foreslog at jeg stod videre pÃ¥ mine “nye” ski, men sÃ¥ mente en anden ekspedient at det nok var bedre at jeg fik et par af deres. SÃ¥ nu har jeg igen et par ski fra Walter Sport, og mine “nye” ski stÃ¥r nu hos dem og afventer hvad der sker!

Vi vÃ¥gende til et hvidt landskab – det havde sneet ca 5 cm sne i løbet af natten.
I dag var det min tur til at gå til bageren, så ud i sneen. Vejret så ikke særlig lovende ud, men det gjorde det jo heller ikke i går, og det endte jeg godt alligevel.
Efter morgenmaden var vejret ikke blevet bedre – tværtimod.
Nå men på med skiene og så af sted, vi havde besluttet at tage over til Covara en by på vejen rundt om Sella-massivet.
Da vi kom op med lift nr. to var det meget tåget, så vi besluttede til at blive på vores egen hjemmebane. Efter et par ture der blev vi så enige om at tage af sted alligevel.
Vi kæmpede os over mod Covara – igennem snestorm og tÃ¥ge.
Ved et-tiden landede vi pÃ¥ en restaurant, hvor vi fik en rigtig god frokost. Jeg fik “Tagliatelle fresche al ragù de cervo e verdure al timo” som er frisk pasta med hjorte-kød og grøntsager.
Herfra besluttede vi os for at tage hjem, og det var en meget lang tur hjem, hvor det tog hårdt på benene, når man ikke kan se hvad man kører i, der er masser af sne og masser af pukler.
Vi var hjemme igen lidt over fire, og GPSen siger at jeg har bevæget mig 80,3km (se ruten her).
Nu sidder vi noget udmattede på Café Peter og nyder internettet.

Igen i dag vågnede vi til noget der ikke lignede godt vejr, og det skulle vise sig at holde stik. Under morgenmaden trak det mere og mere sammen. De to andre besluttede sig til at de ikke gad på ski når vejret var så elendigt. Jeg derimod vidste ikke hvad jeg ellers skulle få tiden til at gå med, så jeg drog ud på ski alene. Efter at have kørt et par ture frem og tilbage i nærområdet, konfererede jeg pr sms med de andre, og de fastholdt deres beslutning. Jeg bestemte mig så for at køre en tur rundt om Sella masivet den såkaldte Sella Ronda. Undervejs kom jeg forbi Jimmys Hütte, et godt sted vi kender fra de foregående år. Desværre var klokken kun elleve, så jeg syntes det var for tidligt til frokost. Så det blev i stedet apfelstrudel og varm kakao, det var heller ikke ringe. Nå men videre rundt, og så var jeg hjemme i vores eget område lidt over tolv. Jeg havde fået melding om at de andre var kommet ud på ski, og jeg mødte dem hvor liften kommer på nede fra Canazei. Vi kørte op til toppen sammen, men da de kun ville blive i nærområdet, og jeg gerne ville have frokost i Arabba, så skiltes vi og jeg drog mod Arabba. Her spiste jeg en herlig frokost, og kørte derefter hjem igen. Jeg var hjemme kl kvart i fire rigtig godt brugt. Det skyldes al den sne der er kommet, den får pisterne til at virke som off piste, fordi der er så meget løs sne. GPSen siger jeg har bevæget mig 87,6 km (se ruten her)

Vi vågnede til en næsten skyfri himmel, det trængte vi også til. Efter morgenmad gik det ned til liften, som endnu ikke var startet da vi kom, det har vi ikke prøvet før! Vi havde besluttet os for at køre over til St. Christina, hvor der er en styrtløbspiste kaldet Saslong. Den kørte vi på et par gange, den er rigtig fed! Derfra besluttede vi til at fortsætte rundt om Sella Rondaen, bare den modsatte vej af hvad jeg kørte alene i går. Vi kom hele vejen rundt, med et par enkelte afstikkere. Da vi kom hjem til vores eget område kørte de andre ned, jeg blev nødt til at tage en ekstra tur! Endelig nede kl kvart over fire, var skiferien slut, GPSen stod på 94,2 km (se ruten her).
Efter et kvarter med stængerne oppe gik der så ned til Walter Sport, hvor vi skulle aflevere ski og støvler. Vi var lidt spændt på hvad der skulle ske med sagen om mine forsvundne ski, men det sagde de ikke noget til!
Vi spiste tidlig aftensmad for her til aften var der skimaeathon. Det er et løb rundt om Sella masivet, som man løber i hold af to på turski. Der er 330 deltagende hold, og de løber gennem Canazei efter 30,4 km (turen er på 42 km). Hele bymidten er lavet om til en løjpe, og holdene kommer for fulde gardiner ned af bjerget. Så kommer de kunstigt sælskind under skiene, og så går det op ad bjerget igen. Hurtigste tid er omkring 3 timer og 17 min!!

Da vi vågnede var der ikke en sky på himlen. Det var ikke til at bære at vi skulle hjem og ikke på ski. Det var min tur til at gå til bageren, og der var ikke et spor efter gårsdagens skiløb, alle gaderne var ryttet for sne igen.
Vi blev hentet af bussen kl 11 og kørt til Venedig. Herfra gik det efter lang ventetid med fly til Kastrup. Vi landede 20 min før tid kl 19:15, til gengæld var det lige ved at gÃ¥ galt med bagagen. Der kom kun en del, sÃ¥ vi stod næsten et halvt fly uden bagage. Men til sidst kom det – heldigvis.