Vågnede ved at den røde brøleabe landede i min seng.Min nabo havde sovet sammen med den, og da der ikke er adskillelse mellem vores værelser i taget, så kunne aben kravle ind til mig. Dan ville putte, den synes også at det er koldt.

I dag skulle jeg på udflugt. En fransk pige og jeg havde booket en tur til søen Sandoval, som ligger ikke så langt fra byen. Vi blev hentet kl 8:30, hvor en taxa kørte os ned til en form for havn. Her mødte vi vores guide, og efter at der ankom fem stykker mere, så sejlede vi ned af floden. Denne gang var det den store Madre de Dio. Efter ca 20 minutter kom vi til en lodge. Her gik vi alle fra borde. Det viste sig at de fem skulle bo der, og at vi skulle tjekke ind og betale der.

Da det var overstået fortsatte vi to og vores guide i en lidt mindre båd.

Efter en kort sejltur var vi fremme ved det sted hvorfra man skal gå 4 km ind til søen.

I starten af stien er der et nationalparkkontor, hvor vi skulle tjekke ind. De forekom blev tilbagelagt på en ret bred sti med ret meget mudder sine steder, men hele tiden steder maskinen gå hvor der var tørt.

Der var mange mennesker på stien, både i samme retning som os, og imod os.

Endelig kom vi frem til søen, det vil sige der går en 300 m kanal ind til et sted hvor alle træbådene lå. Så vi var kommet til søen, men det lignede bare en våd skov.

Nå men vi Kimi båden, og vores guide padlede stille og roligt ud ad kanalen ud mod den åbne sø. Allerede her så vi en lille Sort Kariman. Den er meget mere sjælden end den hvide, da den har været meget eftertragtet pga dens skind. Vi kom ud til søen, som åbnede sig for vores øjne.

Søer i Amazonas er typisk gamle floderne, som ikke længere er i brug fordi vandet har fundet en hurtigere vej. Og Sandoval søen er da heller ingen undtagelse.

Vi padlede stille langs bredden, og prøvede at spotte hvad der nu kunne være af liv. Pludselig sagde vores guide st vi ville krydse over til den anden side af søen, for han kunne se på de forsamlede både derovre at de havde set Brasiliansk kæmpeodder.

Det var nogle meget lange 5 minutter det tog st padle over søen, ville vi nu få dem at se, eller ville de være væk.

Men de var der, og vi fik set dem. Der var 6 styk, som tumlede rundt. En gang imellem dukkede en af dem op med en fisk den havde fanget. Så lagde den sig på ryggen i vandet og gnaskede fornøjeligt fisken i sig.

Det var vildt at vi allerede efter 30 minutter havde det de to ønskearter man kommer her for at se.

VI padlede (altsÃ¥ vores guide – vi nød det bare) over søen igen, og fortsatte med at padle langs bredden. Her sÃ¥ vi skildpadder, hoatziner, forskellige isfugle og forskellige hejre.

Lige før vi skulle have frokost dukkede der en kæmpe Sort Kariman op i vandet et stykke fra bredden. Den var nok 4 meter, det var et imponerende syn.

Frokosten – som var medbragt – blev indtaget pÃ¥ en lodge der ligger ud til søen.

Efter maden var der en lille times tid hvor man kunne slappe af i en hængekøje – eller hvad man nu havde lydt til.

Jeg luskede lidt rundt med mit kamera, og så om jeg kunne spotte nogle fugle.

Efter det padlede vi stille og roligt tilbage, og så en masse fugle, flere skildpadder og nød den dejlige natur.

Inde i den “oversvømmede” skov forlod vi bÃ¥dene og vandrede de 4 km tilbage.

Vi gik hurtigere end guiden regnede med, så vi havde en halv time inden vores båd kom og hentede os. Den sad vi og nød på flodbredden, utroligt smukt midt i solnedgangen.

Båden der kom og hentede os var fuldt med turister, det viste sig at VK dumpede ned i en kariman aften tur. Så vi sejlede langsomt langs breden, mens vi prøvede at spotte karimaner i det hurtigt tiltagende mørke. Det lykkedes at se ind til flere.

Turen sluttede ved lodgen, fra om formiddagen, der boede alle turisterne. Vi skiftede til en mindre båd, som sejlede os ind til byen. Her blev vi hentet af en taxa, som kørte os tilbage til lodgen.

Det havde været en lang, men helt fantastisk tur.

Morgen selfie med abe

PÃ¥ vej ind i nationalparken

Bådene ligger og venter på turisterne

Søen

Sort Kariman

Den medbragte frokost

Vores guide

Vi venter på at blive hentet

Solnedgangen

Vågnede op, og var ret kold. Fik fat i min fleece og kom om fødderne, og min dunjakke over overkroppen, det hjalp :)Stod til sidst op, og spiste morgenmad.

Efter morgenmad satte jeg mig i solen, og sørgede for at blive ordentlig varm. Da jeg var varmet godt op – gik turen til det fælles badehus. Her lykkedes det at fÃ¥ et bad med lunkent vand.

Efter det var det lidt læsning ved poolen, og senere lidt tøjvask.

Havde besluttet at tage ind til byen om eftermiddagen, sÃ¥ ved to-tiden begav jeg mig af sted. Det var en gÃ¥tur pÃ¥ lidt over fire kilometer. Næsten inde i byen kom jeg forbi et højt tÃ¥rn som man kunne komme op i, sÃ¥ det gjorde jeg. Her var der en flot udsigt over byen og regnskoven, der strækker sig sÃ¥ langt øjet rækker. Inde i byen kom jeg forbi markedet, og gik lidt rundt og kiggede. Det var marked for de lokale – ingen turist-gøjl eller andet.

Fandt en cafe, og spiste lidt sen frokost.

Efter det gik turen hjem igen, det var dejligt at få rørt sig lidt.

Hjemme igen, blev det til lidt snak med nogle af de andre beboere på lodgen, og ved otte-tiden var det blevet tid til endnu en thai-middag.

Efter det var det bare at gå i seng efter endnu en dejlig afslappende dag

Den røde brøleabe og jeg slapper af ved poolen

Panorama-view fra tårnet

Et billede fra markedet

S̴dan nogle kommer frem n̴r solen g̴r ned Рlige udenfor ens hytte

VÃ¥gnede tidligt, det var dagen hvor det var tid til afsked med lodgen, vore 4 dages tur ud i Amazonas-junglen var slut. Efter morgenmad var der afgang med bÃ¥d – tilbage mod Puerto Maldonado. Det tog godt en time, sÃ¥ var vi tilbage til nærmeste vej. Her holdt en bus og ventede pÃ¥ os, og den kørte os ind til “kontoret”. Her fandt vi vores efterladte bagage, og fik pakket vores bagage. Herfra kørte bussen mod lufthavnen, men jeg blev sat af undervejs pÃ¥ Anaconda Lodge. Det er en lodge i udkanten af byen. Da je steg af bussen var det dermed ogsÃ¥ farvel til min sidste rejsefælle – fra nu af fortsætter rejsen alene.

Jeg blev tjekket ind, og fik mit værelse. Det var noget af en downsizing fra vores seneste lodge, men prisen er også en ganske anden.

Værelset indeholder en seng, med myggenet over, og to små borde. Men hvad har man i virkeligheden mere brug for?

Efter flere uger med program hver dag havde jeg besluttet at nu var det rid til at slappe lidt af. Så resten af dagen blev brugt til at slappe af, læse lidt ved poolen.

Lodgen ejes af en schweizer og hans thailandske kone. Det er et hyggeligt sted, de har fem hunde, en kat og to tamme aber – en Rød Brøleabe og en Night Monkey.

Aftensmaden spiste jeg på lodgen, hvor de serverer thai-mad af rigtig god kvalitet.

Da det blev sengetid hoppede jeg i mine lange uldne underbukser og langærmede uldne trøje. Selv om det er Amazonas, er den nuværende kulde-bølge ret kold (9 grader om morgenen) og det bliver ikke bedre af at hytten kun har myggenet, og der kun er et lagen og to tynde tæpper.

Men det gik, selv om det ikke var varmt.

Vote hjem de seneste dage

Turin ind mod burn

Selfie med Night Monkey

Rød Brøleabe på skødet

Vækkeuret ringede lidt i fem, der var nemlig afgang kl kvart over fem. Vi sejlede den korte vej hen til clay-lick stedet. Vi listede os gennem skoven, og kom hen til stedet hvor man har udsyn over clay-licket.Et clay-lick er et sted hvor jorden indeholder bestemte mineraler. Dem har de forskellige papegøjearter brug for når de i tørtiden bliver tvunget til at spise frugter der er lidt giftige. De spiser så af jorden, for at neutralisere giften fra frugterne.

Vi var de første der ankom, og mens vi stod der ankom der mange papegøjer. De sad i træerne, og tog sig sammen til at flyve ned på skrænterne. Da de er meget sårbare når de sidder på skrænterne, så sørger de for at være helt sikre på at der ikke er fare på færde.

Efterhånden begyndte der at komme flere grupper af turister, og til sidst var der mere end 30.

Papegøjerne forsvandt igen – uden at fÃ¥ spist noget af jorden. Til gengæld begyndte der nu at komme Araer.

Udsigterne var ret dårlige, da vejret var meget koldt, og det var helt overskyet. Der skete ikke særlig meget, og til sidst begyndte de andre grupper at gå. Til sidst kom der en stork flyvende ind over, og det fik næsten alle Araerne til at flyve væk.

Det fil så de sidste turister til at forsvinde, så der til sidst kun var os tilbage.

Araerne begyndte sÃ¥ smÃ¥t st komme tilbage, og lige sÃ¥ langsomt begyndte de at komme længere og længere ned i træerne – tættere og tættere pÃ¥ lerskrænten. Til sidst var der en der tog mod til sig, og kom ned pÃ¥ skrænten, og straks var der masser af andre der fulgte efter. SÃ¥ foran vores øjne var der over 100 araer, som udførte en af naturens forunderlige “ritualer”

Vi var de eneste der så det den dag, men vi havde også stået der i syv timer før vi blev så rigt belønnet.

Herefter var det hjemad i fuld fart vi var alt for sent på den.

Hjemme på lodgen fik vi frokost, selv om vi kom for sent hjem. Efter frokost fik vi en time til at hvile, og derefter gik vi en tur af en af stierne ved lodgen. Som sædvanlig er det svært at se fuglene når man går i tæt skov, men det lykkedes dog at spotte nogle stykker. Tilbage igen, skulle vi mødes 18:30 hvor der var kariman-briefing før vi skulle på natsejlads hvor vi skulle prøve st spotte karimaner.

Vi kom af sted, og vi fik set flere karimaner både voksne og ret små unger også. Alle var Hvid Kariman.

Vi så også enNnatravn og en Potoo.

Hjemme igen var der middag, og bagefter fejrede vi dagen med en Pisco Sour i baren – en berømt Peruviansk cocktail.

Efter det var det blevet sengetid efter en lang dag.

Blue-and-yellow Macaw

Scarlet Macaw

Red-and-green Macaw

Araer (Macaws) på lerskrænten

En lille kariman

En knæler

Efter en dejlig nats søvn vÃ¥gnede vi til lyden af brøleaber. Imponerende lyde de kan. Morgenmaden var pÃ¥ lodgen, og sÃ¥ var der ellers afgang. Vi skulle ud pÃ¥ en lille sejltur hen til en trail. Her skulle vi gÃ¥ et stykke ind til en sø. Vi havde FN fin vandring ind gennem skoven, og kom frem til søen. Her lÃ¥ der en ponton-bÃ¥d, som vi sejlede ud pÃ¥. Noget af det første vi fik øje pÃ¥ var Hoatziner. En besynderlig fugl, der flyver dÃ¥rligt og lugter ilde fordi den spiser blade. Besynderlig fugl, men imponerende. Efter at have fodret fisk med crackers (kiks jeg havde i lommen…) – blandt andet Gulbuget Piratfisk, gik vi land pÃ¥ dfn anden side af søen. Her skulle vi se et kæmpe træ – en kvæler-figen.Vi krydsede søen igen, og vinden var taget til, sÃ¥ det krævede sit at komme tilbage igen. Tilbage af stien, og tilbage med bÃ¥den til lodgen.

Frokost, og herefter skulle vi af sted mod vores camping-site.

Vi havde pakket en lille taske, indeholdende varmt tøj. Der var en kuldebølge på vej. De havde lovet ned til 7 grader om natten.

Vi stævnede ud fra lodgen, og sejlede opstrøms. Efter halvanden time kom vi til et tjekpoint, hvor man skal melde når man sejler ind i og ud af nationalparken. Herefter sagde vores guide at det var nu vi skulle se efter Jaguar. Vi kiggede og kiggede, og lige pludselig havde vores guide spottet en. Det viste sig ikke at være en Jaguar men en Ozelot. Det var første gang nogensinde at vores guide havde set sådan en, dem ser man meget sjældent da de ikke særlig ofte kommer ud til floderne. Efter denne fantastiske oplevelse fortsatte vi, og efter ca 40 minutters videre sejlads var vi ved vores camping-site.

Vi fortsatte hen til den Clay-lick hvor vi skal bruge hele morgenen i morgen (og grunden til at vi sover i telt)

Tillage på camping-sitet havde personalet slået telte op og gjort klar til os.

Vi fik lækker aftensmad, og efter det gik vi i seng, da – for at sige det pÃ¥ godt dansk – det var pissekoldt, og det blæste meget, og sÃ¥ skal vi ogsÃ¥ tidligt op i morgen.

Mig foran et stort træ

Halvt inde i kvæler-figen-træet

Helt inde i træet (det er hult da det træ den har kvalt er borte)

Et kapok-træ

Her starter nationalparken

Flodsvin igen

SÃ¥ er der format over camping…

Kokken laver aftensmad

Aftensmaden – mums

Vi kunne ikke sove længe, op lidt over fem, der var afgang til lufthavnen kl seks, denne gang med Uber, og uden problemer. Heller ikke i lufthavnen var der problemer, og efter en uforglemmelig hen over Andesbjergkæden landede vi til tiden i Puerto Maldonado.Efter at have fået vores bagage, gik vi udenfor og blev mødt af vores guide. Det viste dig, at vi to havde fået vores helt egen guide.

Vi kørte hen til G-Adventures lokale kontor, og her kunne vi pakke om, og efterlade hvad vi ikke havde brug for på lodgen.

Efter det blev vi spurgt om vi ville på en byvandring, eller i en slange park.

Vi valgte slangeparken, selv om det kostede ekstra. Vi kørte derud, og det viste sig at være en form for lille lokal zoologisk have. SÃ¥ vi fik set en del af de lokale dyr, heriblandt slanger. Efter en rundtur i parken, besluttede vi at gÃ¥ lidt tilbage af vejen for at kigge efter fugle. Det lykkedes ogsÃ¥ fint, og pÃ¥ eg tidspunkt hoppede vi i bilen igen, og kørte tilbage mod byen. PÃ¥ vejen er der en stor bro over floden Rio Madre del Dio. Det er Perus længste bro – lidt over en kilometer. Her steg vi ud, og gik over broen, en sjov oplevelse.

Vi endte på byens torv, hvor vi efter kort tids venten blev hentet af en bus. Den kørte os i ca 45 minutter ud til et sted hvor vi skulle skifte til båd. Båden sejlede op af floden mod vores lodge. På vejen så vi både Karimaner (Hvid kariman), skildpadder og Flodsvin.

Fremme ved lodgen blev vi inkvarteret, og så skylle vi mødes 18:30 til en lille introduktionsvideo om lodgen.

Herefter var der natvandring, hvor vi gik en tur i nærheden af lodgen for at se hvad vi kunne finde af sjove dyr.

Efter natvandringen var der aftensmad, og bag efter gik vi lige p̴ hovedet i seng Рvi var godt brugte.

Flyveren der fløj os ud i Amazonas

Perus længste bro – over Rio Madre del Dio

BÃ¥den vi sejlede med

Uden mad og drikke…. Frokost pÃ¥ vej

Flodsvin – jaguarens livret 

En edderkop på vores nattevandring

Så oprandt dagen hvor jeg skulle til Peru. Men først havde vi endnu en dag i Quito.Vi havde hørt om et område der hedder Guapulo. Det er en del af byen der ligger på en skrænt, og vi var blevet anbefalet at besøge den.

Men først skulle vi finde noget morgenmad. Det lykkedes på Plaza Foch, hvor vi fandt en restaurant der serverede morgenmad og tog Visa-kort. Det sidste var et ønske, da vi næsten ingen dollars havde tilbage, og vi håbede at vi kunne slippe for at hæve en ekstra gang.

Efter morgenmaden gik vi tilbage til vores hostel, pakkede og tjekkede ud, men stillede al vores bagage.

Vi gik ud til “bydelen”, og det viste sig st være et godt rÃ¥d med et besøg her. Der var nogle fantastiske udsigte, og en flot kirke – hvori der var bryllup. Det var helt landsby-agtigt. Til sidst gik vejen bare nedad, og til sidst endte vi bede i bunden af kløften. Her fandt vi en takst, og blev kørt tilbage til Plaza Foch for fem dollar.

Vi spiste frokost på restaurant Miskay, hvor vi spiste aftenen før vi tog til Galapagos. De kunne godt huske os, og vi fik en dejlig frokost (også på visa-kort)

Herefter tilbage til hostlet, hvor den vogn vi havde bestilt til at køre os til lufthavnen, for vores sidste 20 dollar, holdt og ventede.

Vi ankom i lufthavnen i god tid, og alt klappede. Vi borde tidligt – og fløj før den planlagte afgangstid.

Da vi landede i Peru, gik alt smertefrit indtil vi skulle fra lufthavnen. Vi var blevet anbefalet at bruge Uber, da det er der hvor der er mindst chance for st blive snydt.

Det kræver netforbindelse, og sÃ¥dan en er der gratis i lufthavnen – det virkede bare ikke!

SÃ¥ var gode rÃ¥d dyre. Til sidst fandt vi en Starbucks der havde wifi hvis man købte noget. SÃ¥ vi købte en kaffe og en kage – og fik sÃ¥ en kode til wifi-en.

Fik bestilt en Uber til 19 Soles (38 kr), men da vi kom udenfor kunne vi ikke finde den, selv om vi ledte og vented.

Det skortede til gengæld ikke på tilbud om taxaer.

Til sidst måtte vi bide i det sure æble og entrere med en taxa. Han ville have 40 dollar for den samme tur, men det nægtede vi og sagde at han kunne få 30 soles. Det gik han med til, og så kørte vi af sted.

Der var ren trafikkaos over alt, så den ret korte tur tog faktisk en del tid. Da vi kom frem og skulle betale, kunne han meget belejligt ikke give tilbage på en 50 soles-seddel, og jeg havde kun 29,50.

Det endte ned at jeg lånte 1 soles af hende der havde hostlet, og da taxa-chaufføren opdagede at jeg kunne betale de 30 begyndte han at tale om at prisen var 40 soles. Men den hoppede vi ikke på, og han måtte køre med de 30.

Vi fik vores værelse, og desværre var der stor fest i nabohuset, sÃ¥ det fik vi stor glæde af det meste af natten (indtil 3:30). SÃ¥ sænkede freden sig – lige indtil kl 4:37 hvor den første hane!! begyndte at gale.

Udsigten over Guapolo

Frokosten – kunne ikke vente….

Skulptur i rundkørsel på vej til lufthavnen

SÃ¥ kom dagen da vores lille gruppe blev endnu mindre. Den ene deltager skulle videre til Columbia, vi to andre har planlagt at blive et par dage mere i Ecuador.SÃ¥ da vi stod op var vi kun to tilbage.

Vi spiste morgenmad, og gik derefter ud for at høre hvad det var for er værelse vi skulle skifte til, for da jeg havde reserveret et værelse til os dagen før fik jeg at vide at vi skulle have et andet værelse.

Nu viste det sig at vi ikke kunne få det værelse alligevel, det havde de givet til nogle andre!!

Nå så måtte vi jo finde et andet hostel, og det lykkedes da heldigvis også.

Vi pakkede, betalte, og gik så hen til vores nyt hostel.

Vi havde besluttet os til at besøge den botaniske have, så vi begav os af sted.

Haven ligger ikke så langt fra hostlet, så hi besluttede os til at gå derhen.

Vi fandt haven, men havde svært ved at finde indgangen. Det lykkedes dog til sidst. Det var en dejlig botanisk have – især havde de nogle imponerende huse med orkideer.

Mens vi gik rundt og kiggede på planter kontaktede vores tidligere hostel os, de havde opdaget at de havde opkrævet for lidt, så om vi ikke kunne komme tilbage og betale!!

Pæne mennesker som vi er sagde vi ja, at vi ville komme forbi senere.

Men først spiste vi frokost på en lille restaurant vi fandt lige ved siden den botniske have. Det var en lidt dyr restaurant, men den var alle pengene værd.

Efter frokosten gok vi så tilbage til vores tidligere hostel.

De ville have flere penge end vi mente de skulle have, fordi de mente at prisen var uden moms. Det endte med at jeg måtte tale i telefon med manageren, og fortælle ham hvor ringe kundeservice jeg mente de havde.

Til sidst endte det så med at vi betalte det vi mente.

Herefter gik vi hjem til vores nye hostel og tog os en slapper inden vi tog en taxa til den gamle bydel. Vi havde nemlig besluttet at spise på en restaurant hvor jeg havde spist tidligere på turen.

Da vi ankom tilbage til vores kvarter var der godt nok gang i den. Det er er kvarter hvor der ligger mange barer, og diskoteker. Og det var fredag aften. Heldigvis var der ret stille rundt om vores hostel så ingen problemer.

Monument i parken ved den botaniske have

Mig i navneskilt

PÃ¥ vej i den botaniske have

Nu kommer der så nogle orkide-billeder

Vores nye hostel

VÃ¥gnede klokken fem – kunne ikke sove mer. Det er hvad der sker nÃ¥r man gÃ¥r i seng kl 9. Listede i bad, for ikke at vække de andre.

Da alle til sidst var stået op var der morgenmad.

Efter det var der afgang. Vi havde besluttet at vi ville besøge Guayasamín-museet. 

Oswaldo Guayasamín er en meget kendt maler fra Ecuador.

For at komme hen til museet tog vi bussen. Det er altid en oplevelse, da de altid er overfyldte.

NÃ¥ men vi kom hen til nærmeste ecovia-stoppested, og derfra var der en “lille” gÃ¥tur pÃ¥ ca 2 km. Lille er i gÃ¥seøjne, for samtidig er der en stigning pÃ¥ 150 meter.

Nem frem kom vi, og det viste sig at museet er delt i to. Den første del er hans hus, et kæmpe hus tegnet af hans bror der var arkitekt.

Det var et vildt fedt hus – og lad os bare sige det – det var heller ikke lille.

Det car fyldt med kunst, pre-columbiansk kunst, kolonitids-kunst og andet kunst i øvrigt. Ud over at være en stor maler var han også en stor kunstsamler.

Anden del af museet er det de kalder kapellet. Guayasamín lod opføre en kæmpe bygning lige ved siden af sit hjem. Her skulle noget af hans kunst udstilles. Lidt storhedsvandvittigt, men en utrolig flot bygning, og en urolig dejlig udstilling.

Efter at have været der et par timer begyndte vi at gå ned mod bussen igen. Undervejs fandt vi dog en lille hyggelig cafe, hvor vi spiste sen frokost. Der var en herlig udsigt fra den terrasse vi sad og spiste på. Efter frokosten tog vi bussen hjem igen, men vi fortsatte ned til Plaza Foch, hvor vi havde aftalt at mødes med en af deltagerne fra Galapagosturen.

Vi endte p̴ en cafe РLa Reduplica del Cacao.

Her fik vi varm kakao og en kage, mens vi snakkede et par timer.

Efter det gik jeg på apoteket, for at få noget mod nogle ret hævede insektbid.

Og det skal jeg da love for at jeg fik. Nogle piller det både indeholder antihistamin, og binyrebarkhormon, samt en creme der indeholder penicillin, svampemiddel og binyrebarkhormon.

Da vi kom hjem på hostlet besluttede vi os for at droppe aftensmaden, da ingen af os var særlig sultne.

Udsigten lige ved siden af museet

Et værk af kunstneren

De tre som fik kultur

Juicen der hørte til frokosten

Kagen der hørte til den varme kakao

Vækkeuret ringede klokken 4, for der var afgang klokken 5. Vi skulle ud til et sted hvor den noget særprægede fugl – den Røde Klippehane (Andean Cock-of-the-rock). Vi kørte en lille times tid, hvorefter vi skylle gÃ¥ ca 10 minutter.SÃ¥ endte vi ved et skjul, som ligger inde i regnskoven, lige ved et sted hvor klippehane laver det de lokale kalder lek – svarer nok til en spilleplads.

Der var en fem syv stykker hanner, som holdt en fantastisk koncert for os. Det var en meget fantastisk oplevelse, og det lykkedes også at få set nogle af dem ret godt.

Efter det kørte vi hen til et lille sted, hvor vi spiste vores medbragte morgenmad hvor der var kolibri-fedders, bananer lagt ud til fuglene.

Ud over fuglene var der en helt fantastisk udsigt.

Det var svært at løsrive sig, men vi skulle jo videre.

Næste stop var en gåtur rundt i et mere åbent landskab. Ikke så mange fugle at se, men en dejlig tur.

Herefter gik turen til en lokal mand, som har et lille sted lige ned til en flod. I hans have var der kolibri-feeders, og der var fyldt med kolibrier.

Vi nød det nogen tid, hvorefter den lokale mand gav os en rundvisning på noget af hans grund. Det resulterede både i en vandstær og en rugende Rød Klippedue.

Tilbage i haven igen var der frokost, som vi nød mens vi kiggede på alle kolibrierne.

Til sidst måtte vi også forlade dette fantastiske sted, og nu gik turen tilbage mod Quito. Et stykke uden for Quito mødte vi en anden bil, som skulle køre os det sidste stykke. Dog skulle vi på vejen besøge et museum, der dels viste noget om den oprindelige befolkning i Ecuador, dels lå lige på ækvator, og derfor kunne de demonstrere Coriolis-kraften ved at vise at vandet løb lige ned når karret stod lige på ækvator, løb den ene vej rundt når det var syd for, og den anden vej nord for.

Fantastisk eksperiment – bare ærgerligt at ækvator i virkeligheden ligger 120 meter derfra.

Man kunne ogsÃ¥ balancere et æg pÃ¥ et søm, det skulle være meget lettere lige pÃ¥ ækvator. Det lykkedes mig – som den eneste af os tre – og derfor fik jeg et certifikat.

Herfra gik turen ind til vores hostel, og lige pludselig skulle vores nye chauffør have ekstra penge fordi vi havde brugt “for meget” tid ved ækvator. Det endte med er vildt palaver – hvor guiden var i telefonen, og chaufføren kun talte spansk.

Vi endte med st betale fem dollars, og det var så det! En kedelig slutning på en ellers fin tur.

Vi blev indkvarteret på hostlet, og gik ud og spiste aftensmad. Efter det var det hjem og i seng.

Rød Klippehane (Andean Cock-of-the-rock)

Ækvator (næsten) med certifikat

Desserten – den var god