Vågnede igen da det blev lyst – umuligt at sove mere – men da jeg fik slukket den elektriske blæser blev der helt stille – så var det muligt at falde i søvn igen, og jeg fik et par timers søvn mere (havde opdaget at det hjalp gevaldigt på ømheden at sove oven på hovedpuden – så manglede den bare til hovedet, men det var lettere at klare).

Efter morgenmad (ris med fisk) var det blevet tid til afgang. Vi havde bestilt en båd til at sejle os til Talibon kl 11.

I Talibon fandt vi en UV-Express mod Tagbilaran. Men denne gang stod vi af i Loon. Her fik vi en motorcykeltaxa til at køre os ned til en lille havn, ca 9 km væk.

Her fik vi en båd til at sejle os over til vores hotel – Polaris Beach and dive resort.

Da vi ankom blev vi budt velkommen – mit navn stod endda på tavlen foran receptionen. Vi fik vores værelse, og så var der lige tid til en snorkeltur inden det blev mørkt. Ca 100 meter ude bliver det pludselig dybt, det var ret flot at snorkle lige på kanten.

Tilbage igen tog vi et bad før vi fik ned til baren, hvor vi fik en sundowner. Efter det spiste vi en dejlig middag ved et bord helt tæt på vandet. Fantastisk bare at sidde og nyde mørket, vandet og maden.

Efter det var det blevet sengetid – denne gang med en dejlig blød seng

Huset vi boede i

Båden stages ud

Vi sejler til Talibon

Motorcykel-taxaen der kørte os til havnen

Sengen da vi fik værelset

Vågnede ved solopgang, var sgu lidt øm efter at have ligget i en seng med solid træbund, og en “madras” på ca en cm. Nu kunne jeg for første gang se det hele i dagslys. Efter tre dages transport var det dejligt med en lidt mere rolig dag. Lidt senere fik jeg en rundtur på øen. Efter en spændende rundtur – var det blevet tid til lidt mad. Der var blevet kogt en stor gryde med søsnegle (dem vi købte dagen før) og nogle andre snegle fanget af en onkel. De smagte rigtig godt – og selvfølgelig var der ris til

Eftermiddagen blev brugt på at slappe af – og det blev også til en lur – var vist tiltrængt.

Om aftenen besøgte vi Lola (filippinsk for bedstemor) ikke så langt derfra (8 minutters gang).

Efter besøget gik vi hjem igen, og det var blevet sengetid

Kig ud gennem mangroven

En glad gris (der overlevede julen)

Gryden med søsnegle

Indholdet i en af de store snegle

Solnedgang

En frø på vejen til Lola (der var den vildeste frø-koncert efter mørkets frembrud)

Vækkeuret var sat til 5:45, der var afgang til lufthavnen kl 6:30.

Både check Inn og Security gik hurtigt, så lige pludselig var vi i rigtig god tid. Tiden brugte vi i French Cafe, hvor vi fik morgenmad. Flyet boarde tidligt – mere end 45 minutter før, men vi kom alligevel til at sidde der og vente i langt over en time. Mens vi sad og ventede, begyndte alle telefoner at bippe – inklusiv min. Det var en “Advarsel om nødsituation” – desværre var resten af teksten på tagalog.

Det viste sig at være en advarsel mod tyfonen Ursula. Hun var på vej mod Filippinerne fra øst, og forventedes at passere juleaftensdag og\eller juledag.

Ville medføre kraftig vind og meget regn.

Nå det var ikke så godt, men vi måtte jo se hvor galt det gik.

Flyveturen gik ganske smooth – lidt turbulens en gang imellem men intet usædvanligt.

Fremme i Tagbilaran (lufthavnen i Bohol), tog vi først en bus fra lufthavnen og ind til selve byen. Her skiftede vi til UV Express – som er en bil som et folkevognsrugbrød med plads til 19 passagerer (kun vejledende ;).

Først skulle den fyldes op før vi kørte det tog godt en halv time – derefter var der en knap tre timers køretur til Talibon. Det begyndte at regne undervejs, og vi var noget bekymrede for om vi kunne sejle ud til den lille ø Jao Island hvor vi skulle til.

Nå men først skulle der juleshoppes.

Det indbefattede vinglas, en køleboks en masse madvarer, to flasker vin og en flaske baily. Vi sluttede af med at købe et par kilo fisk og et par kilo søsnegle – og noget kul.

Så gik det ned til havnen, hvor vi fik fat i en båd. Den skulle sejle os over til Jao Island. Det regnede stadig ret meget, og det begyndte nu at blæse op, heldigvis var vinden medvind.

I det svindende dagslys sejlede vi ad sted mod øen, og efter ca tre kvarter ankom vi til stranden hvor vi skulle i land. Der kom vi i land, og fik skaffet en kærrelignende vogn, så vi kunne have alle vores ting. Efter ca 15 minutters gang var vi endelig fremme. Vi nåede frem inden Ursula rigtig begyndte.

Så blev der ellers kokkereret, og ve ti-tiden var vi klar til at spise. Det foregik med hænderne fra det fælles bord, hvor borddækningen bestod af banan-blade de lige gik ud og hentede.

Noget anderledes ens and og brune kartofler men en dejlig middag.

Efter maden blev der lagt julegaver under juletræet. Ikke noget med at danse rundt eller synge

Efter gaveudpakningen blev der serveret rødvin, det var det vist ikke så mange af dem det kunne lide, og det så egentlig ikke imod til at det blev bedre da det var portvin.

Juleaften endte lidt brat da strømmen gik lidt over elleve, så Ursula fik alligevel det sidste ord- men hvad jeg kunne godt sove.

Sådan så skærmen pludselig ud på telefonen

Vi var mange i bilen til Talibun

Der købes fisk

det skulle vi over – til Jao Island

Klar til afgang mod Jao Island

Juletræet – masser af var og endnu mere tid, så kan man lave et juletræ

Julebordet lige før vi skulle spise

Vi ankom planmæssigt til Hong Kong, så efter en tur gennem Security var jeg klar til næste flyvning med Cathay Pacific. Ud over at vi blev lidt forsinkede gik alt helt fint.

Vel fremme i Manila gik det først gennem immigration – hvor det var en ond lang kø, men alligevel skulle jeg vente på bagagen.

Herefter ud i ankomsthallen, hvor jeg skulle vente en times tid før jeg blev hentet. Tiden blev brugt til at hæve penge hvilket var lidt problematisk da alle automaterne ville have ekstra-gebyr, men da den fjerde sagde det samme måtte jeg bide i det sure æble og hæve. Derefter købte jeg et lokalt sim-kort, så telefonen dur, uden det koster en bondegård.

Endelig blev jeg hentet, men trafikken udenfor terminalen var så kaotisk at vi besluttede os for at gå de ca 1300m til hotellet. Vi kom frem i fin stil, og jeg kan fortælle at når man er hvid og går med en kæmpe kuffert, så skorter det ikke på taxi-tilbud

Fremme på hotellet fik vi tjekket ind, og så fik vi lidt aftensmad. Derefter var det på hovedet i seng – jeg var meget træt.

Aftensmaden – sizzling sisig

Det var afgang fra Kastrup kl 20:55 med SAS til Hong Kong. Ud over at stewardesserne havde rensdyrgevir på var det en begivenhedsløs flyvetur

Jeg havde sat vækkeuret til 5:45, solen stod op kl 6:04, og jeg ville gerne først have en lille fugletur, og jeg ville også gerne nå at have en snorkeltur før morgenmaden. Jeg luskede rundt på hotellets område, og nede på stranden, og jeg fandt bla spor efter skildpadder der havde lagt æg lige ved vores hotel, og jeg fandt også en lille skildpadde der ikke overlevede første nat! Lidt fugle var der også, men ikke overvældende.

Jeg gik tilbage med kikkert og kamera, og iførte mig badetøj, og så ned på stranden igen. På med maske og fødder, og så ud og kigge på undervandslivet. Der var fyldt med fisk, og af dem jeg umiddelbart kendte var der både kuffertfisk og papegøjefisk. Der var også små fluorescerende dyr, der lyste flot blåt. Når man så tog hånden hen mod dem “slukkede” de lyset. Efter en herlig snorkletur var der lige tid til et bad inden vi mødtes til morgenmad kl 8.

Efter morgenmad var der afgang. Første stop var en Dhow-fabrik, hvor de lavede de traditionelle skibe i træ. Det var meget sjovt at se – men godt at Arbejdstilsynet ikke lige kom på besøg!

Herfra kørte vi videre til Wadi Shab. Endnu en oase, hvor vi hikede op gennem kløften i ca 45 minutter. Da vi kom frem, kunne man hoppe i vandet, og så kunne man svømme længere ind. Man skulle forbi et par steder hvor man skulle over små vandfald, og et stykke hvor man skulle gå i meget lavt vand. For enden kunne man fortsætte ind i en hule, hvor der kun var plads til hovedet over vandet. Det var noget angstprovokerende at svømme 3-4 meter i en meget snæver grotte, men under vandet var der masser af plads. Vi kom ind i en grotte, hvor der var et flere meter højt vandfald – det var spektakulært.

Efter et stykke tid svømmede vi tilbage, og da vi havde tørret os og fået tøj på hikede vi tilbage til bilen.

Vi kørte videre til næste stop, som var et stort sink-hole midt i en park. Der var vand i bunden, hvor man kunne bade, men vi ville hellere videre til vores hotel.

Der var en god times kørsel til vores hotel – Crown Plaza Beach – og vi ankom først lidt i fem.

Vi fik værelserne, og de påstod at vi ikke havde inkluderet morgenmad, men det vidste jeg vi havde og jeg bad dem kontakte agenten vi havde købt igennem, og det viste sig også at jeg havde ret.

Vi smed bagagen op på værelset, og så gik vi ned i baren, med terrasse ovenfor poolen. Her fik vi en sundowner, hvor var det bare den fantastisk afslutning på en fantastisk tur.

Nå men helt slut var turen jo ikke, så vi hoppede i poolen i en times tid, og så havde vi besluttet os for at køre ind til den gamle Souq, der var lige de sidste indkøb der skulle klares – og maden var også billigere herinde end på hotellet – for sure.

Jeg havde besluttet mig for at købe et af de tæpper jeg havde kigget på sidst vi var her, og det lykkedes i fin stil, så nu har jeg købt mit første tæppe

Efter shop-amok spiste vi middag på en restaurant vi havde fundet på TripAdvisor, det var en god restaurant, hvor vi fik en herlig middag.

Bagefter gik det hjem til hotellet, og så var det også blevet sengetid.

Spor i sandet efter skildpadde

En der ikke klarede det…

Dhows – både stor og lille

Agterparti

En ged siger velkommen

Selfie med geden

På vej i wadien

Det var varmt

Endelig fremme ved vandet

På vej tilbage

Vi siger farvel til Ali

Cosmopolitan i solnedgangen

Udsigten fra vores balkon

Tæppehandleren (til højre )

Vi vågnede i ørkenen, men svært at vide når der er aircondition

Efter morgenmaden gik det i firehjulstrækkerne ud af ørkenen. På vejen stoppede vi for at se et beduin-telt, jeg vil nu mere kalde det en turistfælde. Ude af ørkenen skiftede vi til vores minibus, og så kørte vi af sted mod Wadi Bani Khalid. En lækker oase, hvor man kunne bade. Vi svømmede en dejlig lang tur, og nød det meget. Da vi havde fået nok kørte vi videre til vores nye hotel Turtle Beach Resort. Vi fik vores værelser, og så var det på med badebukserne, så vi kunne nå en tur i havet inden aftensmaden. Det var skønt at bade igen. Aftensmaden var igen buffet – denne gang ret uinspirerende

Klokken 8 var der afgang til Ras al Jinz Turtle Reserve – vi skulle på skildpaddesafari.

Da vi ankom var der stopfyldt med turister – men vi blev delt op i grupper af ca 25 og så var det ud på stranden for om vi kunne få nogle skildpadder at se. Først fandt vi en skildpadde, det var ved at grave sit æg-hul til – vildt at se den store skildpadde så tæt på. Bagefter så vi nogle skildpadder der gik i land og begyndte at kravle op for at lægge æg. Vi var også så heldige at se en skildpadde der var i gang med at lægge æg. Det hele blev fuldbragt, da vi så nogle nyklækkede skildpaddeunger. Vi fulgte dens færd ned til havet, og den vi så blev heldigvis ikke taget af de glubske krabber. Vi gik tilbage til centeret efter en helt fantastisk oplevelse. Vi kørte tilbage til hotellet, og gik hurtigt i seng efter endnu en fantastisk og oplevelsesrig dag.

Vores hjem i ørkenen

Farvel til campen

Kameler skal der til

Wadi

Klar til at bade

Et lille vandfald

En båd i solnedgangen

En skildpadde lægger æg

En lille ny er parat til at starte det farefulde liv

Der var afgang kl 8:30 efter dejlig morgenmad udenfor.

Vi blev hentet af Ali der skal være vores chauffør de næste tre dage. Første stop viste sig at være den store moske, men da vi havde været der i går, sprang vi det over. Vi kørte i stedet direkte til Nizwa, som er Omans gamle hovedstad. Først besøgte vi den gamle Souq, hvor der var en herlig blanding af krydderier, frugt og grønt og souvenirs. Efter lidt tid der og diverse indkøb, gik turen videre til byens fort, som har et meget stort rundt tårn. Først besøgte vi en dame, der lavede traditionelle Omanske fladbrød. Det var meget imponerende, og det smagte også rigtig godt. Lidt flere udstillinger om fortets historie, og så gik det ellers op i det store tårn. Adgangen var af en smal trappe, med ikke mindre end fem tykke trædøre der kunne lukkes for at holde en fjende ude. På ydersiden af hver dør var der en revne hele vejen op til tårnet, hvor man kunne hælde kogende olie ned på angriberne, eller vand for at slukke eventuelle brande i dørene. Skulle fjenden komme igennem en dør, var der et hul bagved der gik hele vejen til bunden af tårnet, som fjenden så ville falde i.

Efter fortet gik turen videre til en landsby, hvor en masse huse var forladte, og bare stod og forfaldt mens der var bygget nye huse rundt om. Vi fandt aldrig rigtig ud af hvorfor, men interessant var det.

Herfra kørte vi videre mod vores ørken-overnatningssted.

Da vi var tæt på blev vi flyttet over i to fire-hjuls-trækkere, og så gik det ellers ud over sandet. Der var ca 10 km ud til Oryx Camp.

Vi stillede bagagen i receptionen, og så skulle vi ud på tur i ørkenen og se solnedgang. Det var sjovt – og lidt vildt at køre rundt i sandet, nogle af klitterne var enorme, og lidt skræmmende at køre ned ad. Vi gjorde et kort stop, hvor vi var ude og gå lidt i sandet, før vi kørte hen til stedet hvor vi så solnedgangen. Vi kravlede op på den højeste sandklit, og så solnedgangen. Bagefter kørte bilerne ned til campen (vi var lige ovenfor), men vi var nogle der gik ned ad den stejle klit. Vel nede i campen var der lige tid til et bad. Aftensmaden var en stor buffet, og bagefter var der traditionel musik og dans ved siden af. Herefter var det på hovedet i seng, vi var trætte efter en lang og dejlig dag.

Et værre gedemarked….

I den gamle krydderi-Souq med vores guide Ali

Det store runde tårn

Der laves Omani-fladbrød

Udsigten oppe fra tårnet

Tårn-selfie

De forladte huse

Ude i ørkenen

Vi var ikke alene

Udsigt til vores camp

Solnedgangsselfie

Panorama i ørkenen

På vej ned til campen

Vi havde aftalt at mødes til morgenmad 8:30. Bagefter var der afgang med en taxa vi havde lejet for to timer. Første stop var the Grand mosque of Oman. Et helt igennem imponerende bygningsværk bygget i starten af halvfjerdserne. Dets indre er dækket af verdens næststørste ægte tæppe. 600 iranske piger brugte tre år på at lave tæppet inde i moskeen.

Efter moskeen kørte vi hen for at se Muscats operahus. Vi kunne kun komme ind i foyeren, men imponerende var det.

Herfra gik det videre til Nationalmuseet. Det var er ret fint museum, der viste Omans historie. Herfra gik vi ned til det franske hus, et andet museum, spm desværre havde lukket. I stedet gik vi hen til Bait al Zubair, et museum der viste Omani kultur. Også et rigtig godt museum. Herfra gik vi tilbage langs kysten til den gamle Souq. Lidt mere snusen rundt og indkøb, før vi mødtes kl 8 til aftensmad på en Indisk restaurant, der havde fået rigtig pæne anmeldelser. Maden var i sandhed også god, men priserne var noget vilde – en skål kogte hvide ris kostede 72 kr! En lille danskvand (Perrier) 36 kr.

Herfra tog vi en taxa hjem. Da vi kom hjem gik vi på hotellets bar – Autobahn – vi manglede stadig at bestille hotel til den sidste nat. Vi fik en drik, jeg fik en cocktail, som var blå – pisse dyr – til gengæld vildt kedelig!

Vi fik bestilt hotellet til sidste nat, og så var det blevet sengetid.

The Grand Mosque of Oman

Vi er parate

Der er jeg også

Lysekrone inde i moskeen

Panorama inde i moskeen

Inde i moskeen

Uden for i moskeen

Sultanens palads i Muscat

Detalje fra Muscat

En lille borg ved kysten

Solnedgangsselfie

Solen er lige gået ned

Mellemret på den Indiske restaurant

Vores bord på Autobahn

Cocktail (Blue hawaian) dyr – men vildt kedelig!

I dag havde vi fået vores taxichauffør til at lave os en tur vest for Salalah. Vi kørte af sted, og første stop var ved en strand (Marneef), hvor der var både en grotte og nogle blowholes. Udsigten var fænomenal, og det var meget sjovt at se vandet sprøjte op af hullerne, når bølgerne kom ind. Lige før vi skulle gå opdagede vi nogle skildpadder i vandet.

Herfra kørte vi ad nogle snoede bjergveje op til det højeste punkt vest for Salalah, og det var en imponerende tur både op og ned, og udsigten var også fin på toppen.

Herfra gik det i rivende tempo (vi var vist ved at være lidt sent på den) tilbage mod Salalah, og op “bagved” hvor vi skulle besøge Jobs grav. Ikke vildt imponerende, men man følte alligevel historiens vingesus.

Vores tur var ved at være slut, så det gik tilbage til vores lejlighed, hvor vi hentede vores bagage, og så kørte vi ud i lufthavnen. Vi var der i god tid, og det viste sig at vores fly var det næste overhovedet, så vi havde hele lufthavnene for os selv. Så det blev til frokost og efterfølgende kaffe, før vi kunne lette mod Muscat. Vel fremme i Muscat, fik vi en taxa der kørte os til vores hotel. Her havde de desværre ikke tre værelser som vi havde bestilt, så de kunne kun tilbyde os to. Vi bad om at se hvordan et værelse med en opredning så ud, og der var virkelig meget lidt plads. Vi brokkede os højlydt, og enden på det blev….. at de fandt et ekstra værelse til os!!! (Så har de nok ladet det gå ud over nogle andre!)

Nå men efter at have indtaget værelserne kørte vi med taxa ned til havnen, hvor vi brugte et par timer i souqen, med at kigge på østens mystik – så blandet andet på tæpper.

Aftensmaden blev indtaget siddende på puder ved lave borde – rigtig glimrende mad i øvrigt.

Herfra gik det hjem til hotellet – og så var det også sengetid

Udsigten ved grotten

Der kommer havvand op af blow-hullet

En af skildpadderne

Udsigten til den ene side på toppen

Udsigten til den anden

Jobs grav

Der kigges på lokale Oman-tæpper

Middagen i lav højde

Aftensmaden