Jeg startede dagen tidligt klokken kvart over syv med at luske rundt om hotellet og kigge efter fugle.
Målet for dagens tur var at køre op til et pas i 1900 meters højde. Undervejs derop gjorde vi flere stop, hvor vi så rigtig mange fugle. Lige før toppen lykkedes det os faktisk at se en Stendrossel, godt nok var den lidt langt væk, men med et teleskop på var den ganske fin. På toppen blæste der en stiv vind, så vi kørte lidt ned på den anden side af bjerget og fandt et dejligt sted med læ, hvor vi holdt frokostpause.
Vi kørte så ned på den anden side af bjerget, og så videre gennem dalen indtil næste vej over bjergene. Her havde vi ligeledes en del stop, hvor vi gik ud og observerede. Vi ledte efter Hortulan, men det lykkedes os ikke at se den – desværre.
Efter at vi var kommet over bjergene for anden gang – vi var nu tilbage – kørte vi ned i en fyrreskov lidt uden for byen. Her gik vi en rigtig dejlig tur ad en sti ind gennem skoven. Der var en bæk på den ene side af stien, og et stykke ind kom der enge med heste på. En rigtig dejlig tur. På vejen hjem fra denne tur, var vi nogen der blev sat af i byen, så vi lige kunne købe lidt ind.
Dagen blev afsluttet med middag, og efterfølgende aftenlyttetur.
Nu er det ved at være sengetid, vi skal nemlig tidligt op i morgen, vi skal være klar med bagagen kvart i syv!
Vis stort kort
Udsigten fra mit værelse