Vi havde aftalt morgenmad kl ni, men kom til at sove over os. Men da vi kom ned lidt over ti var der ikke andet en smil, og vi fik vores morgenmad, der i dag bestod af en form for frikadeller og kartoffelmos.Det var manden vi havde snakket med, og ham der lavede maden til os. Vi havde dog hørt at han talte med sin kone, men vi overvejede om hun måske sad i kørestol.
Intet kunne vise sig at være mere forkert. Mod enden af vores måltid kom hun pludselig ind. Det var en dame der var smart klædt, og det viste sig at vi ikke havde set hende fordi hun havde været syg med kraftig hoste. Men nu skulle hun ind på universitetet og forelæse kl 13.
Vi fik en sjov snak med hende, og hun fortalte en del om familen og pensionatet.
Men til sidst skulle vi videre, og da vi skulle betale ville de kun have for en nat, selv om vi næsten havde været der to, og heller ikke for den ekstra morgenmad vi havde fået.
Vi sagde farvel, og tog med metroen til den station der hedder Didube. Herfra kører minibusserne til Kazbegi (Stepantsminda).
Vi havde læst at man skulle ud af stationen og krydse to parkeringspladser før man fandt busserne til Kazbegi.
Men det nåede aldrig at blive et priblem, for da vi stod og kiggede på et skilt på metrostationen, kom der en lokal og spurgte på engelsk om vi havde brug for hjælp.
Vi fortalte hvor vi skulle hen, og han fulgte os over til der hvor det var, og det var først gennem et marked med boder, og derefter over to pladser fyldt med minibusser.
Vi kom til det rigtige sted, og fik en plads i bilen (pris 10 Lari – ca 26 kr for en 3 timers køretur.) Der var ca en time til bussen skulle køre, sÃ¥ vi benyttede tiden til at proviantere. Det blev blandt andet til en stor kage, som vi besluttede at vi ville have juleaften.
Minibussen (samme type som matatuerne i Kenya), blev fyldt op før tid, så vi kørte ca 20 min før tid.
Og nÃ¥r jeg skriver fyldt op, sÃ¥ var den det – sidste mand kom til at sidde pÃ¥ en lille træskammel, der blev fundet frem fra under et af sæderne.
Nå men vi kom frem, selv om de tre timer føltes lange.
Fremme fandt vi hurtigt vores pensionat, hvor vi blev mødt af husets søn med en kommentar om at nÃ¥ I kom – som at I de ikke var helt sikre pÃ¥ at vi virkelig ville dukke op selv om vi havde reserveret et værelse.
Værelset var fint, og med udsigt til Mt. Kazbegi – storslÃ¥et udsigt.
Vi smed bagagen og gik ud for at se lidt på byen før det blev mørkt. Det var hurtigt gjort, der er ikke meget at udforske i Stepantsminda, og da slet ikke om vinteren.
Vores rundtur endte i en ubetydelig cafe på første sal over en vinbutik.
Her fik vi først noget varmt at drikke, men da der virkede hyggeligt endte det også med at vi spiste aftensmad. De havde ikke så mange ting på kortet, men dem de havde ca rigtig gode. Vi brugte et par time i cafeen, og gik til sidst hjem til vores pensionat.