Kommentarer slået fra

I dag skulle vi forlade Kavarna for at tage sydpå til Burgas, hvor vi skal være resten af turen.
Men først tog vi en sidste gang ud på Kaliakra for at se om der var nogle rovfugle der trak. Det var der næsten ikke, vejret var alt for godt!
Efter et par timer her var det tilbage til hotellet, hvor vi pakkede de sidste ting, og så var der afgang mod Burgas.
Vi havde et par stop undervejs.
Først stop var i en skov ved en flod, lige hvor den løb ud i Sortehavet. Her spiste vi frokost, og gik en tur i skoven ned til stranden for at se om der var nogle spændende fugle.
Herfra gik det videre, og næste stop var på en top oppe på “bjergkæden” vi skulle over. Her håbede vi på at se nogle trækkende rovfugle, men det var for varmt, så der var ikke rigtig nogen.
Næste (og sidste) stop på turen var nogle saliner (saltinvindingsdamme) lige uden for Burgas, hvor vi skulle se om der var nogle vadefugle, og det var der.
Det var en stor fornøjelse at stå og kigge på alle de fugle som myldrede rundt i salinerne. Bl.a. så vi flere Damklirer.
Godt trætte og mørbankede nåede vi frem til vores hotel og fik vores værelser (mit er nærmest en suite), og så var der aftenmad i hotellets restaurant, men før det lykkedes det dem på den anden side af hotellet at spotte en Kirkeugle, så sådan en røg også på listen.

Kommentarer slået fra

I dag skulle vi ud og se på en masse søer.
Der er nemlig en masse søer rundt omkring Burgas.
Først kørte vi ud til en sø, hvor vi før vi kom rigtigt ud til søen kom forbi nogle kanaler.
Her så vi to isfulge, de sad på grenene i lang tid. Vi så også sumpskilpadder der lå og solede sig. Ovenover var der nogle elledninger med hundredevis af digesvaler.
Da vi endelig kom ud til selve søerne var der rigtig mange fugle. Der var en del vadefugle, og så var der også en kæmpe flok skestorke vist nok med mere end hundrede, og så var der pelikaner, både Hvid Pelikan og Krøltoppet Pelikan.
På et tidspunkt lykkedes de en af deltagerne at finde to braksvaler der lå og trykkede sig. Vi kunne ikke se om det var Rødvinget Braksvale eller Sortvinget Braksvale, det skulle de nemlig flyve før man kunne bestemme.
Da de så endelig gik på vingerne viste det sig at det var en af hver – noget af en sensation at se begge arter.
Herfra gik det videre til Burgas Sø, hvor vi stoppede på en stor vej, og gik 15 meter ned til søen. Her så vi også en del forskellige fugle.
Herfra gik det ned til et sted ved en flod (var dog så udviddet at det nærmest mindede om en sø). Her fik vi frokost, og så – mens vi spiste – to havørne.
Vi gik en tur langs floden, og så bl.a. Dværgskarv.
Efter denne lokalitet kørte vi til et BSPB (Bulgarian Society for the Protection of Birds) besøgscenter, der lå i et sump/sø område. Her kunne man så sidde i skyggen med en kold cola i hånden og kigge fugle, ikke så dårligt når temperaturen var over 30 grader.
Herfra gik turen hjem efter en lang og meget varm dag.
Vi fik dog ikke lov at hvile så længe, for vi skulle mødes igen kl syv, hvor vi skulle køre ud på en gammel historisk halvø der hedder Nessebar.
Her viste vores lokale guide rundt, en lille tur, hvor vi så nogle forskellige kirker fra forskellige tidsperioder. Ind imellem disse gamle kirker/kapeller eller ruiner af samme, var resten lavet om til en stor turist-fælde med souvenir-butikker og boder over det hele.
Vi endte på restaurant Hawaii, hvor vi skulle have vores aftensmad. Der var bestilt fisk til os, det var en meget hyggelig aften, hvor vi sad og spiste udenfor på en terrasse.
Efter middagen blev vi kørt hjem igen til hotellet.

Kommentarer slået fra

I dag skulle vi så ud til det sted, hvor der skulle observeres træk (mest rovfugle), men først tog vi ud til en sø/dam hvor der viste sig at være rigtig fint med fugle.
På vej tilbage fra der hvor vi havde stået og observeret fugle var vi tre, der valgte at gå ad et andet dige. Desværre endte det midt i en rørskov, så vi måtte kæmpe os igennem rørskoven og over en grøft, som heldigvis var udtørret. Det var lidt af en tur, og vi havde alle rifter fra rørene, som kunne være ret skarpe.
Herfra kørte vi til nogle andre damme, hvor der også var rigtig godt med fugle, bl.a. så vi en Tyndnæbet Måge!
Da vi havde været der et stykke tid kørte vi så ud til obs-posten hvor det er godt at se rovfugletræk.
Men da vejret var rigtig varmt og godt, var der ikke så meget gang i trækaktiviteten. Vi fik dog set nogle rovfugle, og også enkelte pænt tæt på, men de fleste var altså bare små prikker i det fjerne.
Til gengæld kom der (også i det fjerne) to kæmp flokke Hvid Stork forbi med ialt ca 300 storke.
Det blev en meget varm eftermiddag, heldigvis kom der noget vind, det gjorde det hele lidt mere udholdeligt. Vi besluttede at tage hjem ved 5-tiden.
Derefter var der fri leg indtil kl halv otte, hvor vi skulle spise aftensmad – vores sidste sammen. Det var rigtig hyggeligt, og det bliver lidt svært at sige farvel til dem der skal være hernede endnu en uge.

Kommentarer slået fra

Så kom dagen hvor vi skulle hjem.
Vi var ca halvdelen af selskabet, som kun skulle være der en uge. Til gengæld kom der 10 nye der skulle være med i uge 2.
Efter morgenmaden kørte vi de andre ud til træk-observations-pladsen, og så kørte vi i lufthaven.
Efter en flyvetur uden problemer og forsinkelser (og uden benplads) landede vi i København klokken 13:00.
Hvis du trykker her, kan du se hvilke fugle jeg har set i løbet af den seneste uge – 146 forskellige arter blev det til.
Du kan også vælge at kigge på ornitopat.dk der kan du se mine observationer i detaljer.

Kommentarer slået fra

Op før en hvis mand fik sko på, og så ud i lufthavnen. Afgang mod Paris hvor vi skulle mellemlande (thi der var ikke plads via Ansterdam, som vi plejer). Vi var noget bekymrede for om vi ville komme til Paris, og hvis vi kom, om vi ville komme videre pga. strejken, og dertilhørende mangel på flybrændstof. Men der gik over al forventning, dog er Charles du Gaulle-lufthavnen meget kedelig, så vi savnede Amsterdam.
På Kenya-flyveren havde vi fået flyets dårligste pladser. De var lige ved siden af toilettet (70 cm fra døren). Til gengæld var sæderne lige op ad en væg, så de kunne ikke lænes tilbage.
Men vi landede til tiden 20 min over otte lokal tid. Så måtte vi til gengæld vente over en time i Visa-køen!
Uden for ankomsthallen stod Moses vores chauffør og ventede på os. Vi kørte til vores hotel, fik et værelse og noget mad og så var det ellers i seng efter en lang dag

Kommentarer slået fra

Vi havde besluttet at vi ville sove længe, spise morgenmad i god ro, og så gå i Nakumat – et stort stort supermarked. Derfor havde vi aftalt med Moses at han skulle hente os kl 11.
Mens vi gik rundt i Nakumat ringede Kimita (den kenyanske chef for vores spejderprojekt) og fortalte at vores møde med KSA (Kenya Scout Association) var blevet flyttet fra torsdag til tirsdag. Det betød at vi fik endnu en nat i Nairobi, og at vi lige pludselig havde en dag vi skulle have slået ihjel…
Vi blev enige med Moses om først at tage til National Museum of Kenya. Det var et super fedt museum. De havde bla en stor udstilling om menneskers evolution illustreret med en meget flot samling af originale kranier og skeletter. Så havde de også en udstilling med udstoppede fugle, og så vidt jeg kunne se var alle Kenyas fugle der!
Efter en hurtig frokost kørte vi så videre til Nairobi National Park, hvor de har en blanding af en zoologisk have og fri natur. Her brugte vi et par timer med at gå rundt og se, det var en meget sjov oplevelse.
Efter de vilde dyr gik turen tilbage til hotellet og herfra direkte på det lokale marked hvor sultne sælgere hev og sled i os for at vise deres “special price for you”-varer. Og priserne var specielle. De var absurd høje, men vi vidste bedre, så vi endte med at få nogle ting til helt fornuftige priser, efter hårde forhandlinger.
Aftensmaden blev indtaget på Kingeles en restaurant lige ved siden af hotellet, hvor de serverer god mad.
Bagefter var der tid til et lille møde på hotellets terrasse, hvor vi fik sat lidt skik på resten af ugen.

Kommentarer slået fra

I dag skulle vi så have møde med KSA kl 11. Derfor havde vi aftalt at mødes med Fatuma – vores sekretær, Peter – en af vores konsulenter og Kimita kl 9 på en restaurant ikke så langt fra KSA Headquarters. For at være sikre på at være der til tiden blev vi hentet af Moses kl 8. Da der ikke var særlig meget trafik var vi der allerede tyve minutter over. Til gengæld kom de tre kenyanere vi skulle holde møde med lidt over en time for sent!
De kunne så fortælle at mødet på KSA var flyttet til klokken to.
Så havde vi lige pludselig god tid. Efter at vi havde holdt møde på restauranten tog vi hen til Uhuru Gardens, hvor Kimita ville have os til at møde direktøren. Det gjorde vi, og så holdt vi picknik, med mad vi havde købt i et supermarked.
Herfra gik det så endelig ud til KSA, hvor vi til gengæld havde et fantastisk møde. KSA er meget begejstrede for vores projekt, og de ville meget gerne være ned til at facilitete nogle kurser.
Således opløftede drog vi til Karatina, hvor vi nu er endt på Elephant Castle. Hvem havde troet at vi ville komme tilbage hertil, men alle vi har snakket med siger at det igen er blevet et ordentligt sted, så nu får vi se!

Kommentarer slået fra

Efter en noget lang nat med en del intime lyde fra de andre værelser på hotellet (tænk at kenyanske piger skriger så højt) stod vi op til en ny dejlig dag med solskin. Vi gik ned for at få morgenmad, og vi ville selvfølgelig gerne sidde på terrassen, men den var lukket! Vi spurgte servitrisen om vi måtte sidde der men nej, så spurgte vi manageren om vi måtte sidde der, og så måtte vi godt! De fik fundet et par hynder til stolene, og tørret bordet af, og så var vi klar til morgenmad på terrassen. Senere da vi forlod hotellet sad alt personalet ude på terrassen!
Vi kørte fra elefanten kl 10, og var fremme ved Abardere Contry Club ved elleveriden. Efter tjek-ind og farvel til Moses havde vi et par timer før vi kørte ind i Arbadere National Park og op til Arken. Her har vi så haft en fantastisk eftermiddag og aften med at kigge på dyrene. Efter en dejlig middag og lidt mere dyrekig er vi nu på vej i seng. Det er svært at gå i seng sådant et sted, man er frygtelig bange for at gå glip af noget.

Kommentarer slået fra

Jeg stod op kl 5:20 for at være klar til at det lysnede.
Det er altså en fantastisk oplevelse at se hele verden forvandles fra nat til dag i løbet af ganske kort tid.
Efter en dejlig morgenmad, jeg bliver aldrig træt af at blive spurgt: “How would you like your eggs, sir!”, gik turen hjem fra Arken og over til Abardare Country Club.
Her ventede Moses på os, og vi kørte til Kaiyaba – Spejdercenteret.
Siden jeg havde været der sidst var der blevet afholdt Moot – lejr for seniorer fra hele verden.
Til det formål have KSA virkelig bygget noget – hold da op hvor var det flot.
Vi holdt møde med Kimita, Fatuma, Peter, Symon – en anden af vores konsulenter og Emmah – vores sidste konsulent.
Efter endt møde ved firetiden, besluttede vi os til at gå tilbage til Karatina – det er en tur på ca 4 km.
Det var dejligt at få gået lidt efter en hel dag med møder.
Aftensmaden blev indtaget på Starbucks en lokal restaurant i Karatina.
Efter aftensmaden gik jeg så i gang med at klippe et sim-kort til, så det blev til et micro-sim-kort. Og det lykkedes, så derfor har jeg kunnet opdatere bloggen.
For særligt fugle-interesserede læsere henleder jeg opmærksomheden på ornitopat.dk
Her kan man se mine fugle-observationer. En oversigt over sete fugle på denne tur kan ses ved at klikke her
Dagens billede er mig under det træ jeg plantede i 2004 under mit første besøg til Kenya!

Kommentarer slået fra

Tidligt op og pakke alle tingene, vi havde besluttet os for at flytte fra Elephant Castle til Starbucks.
Vi har en lumsk mistanke om at hygiejnen i køkkenet på Elefanten ikke er god nok, og det er lidt besværligt at bo på et hotel, og så spise alle måltider et andet sted.
Nå men af sted til Starbucks, hvor vi skulle have vores værelser, og så også spise morgenmad.
Efter morgenmad fik vi fat i en taxa, som først kørte ned til Elefanten og hentede alt det grej vi havde haft med til Kenyanerne – et par telte og en del tøj.
Vi ankom til Kaiyaba til tiden kl 9:00 vi skulle nemlig aflægge distriks-chefen en høflighedsvisit. Da vi ankom var Peter der, men gaven vi skulle have med til chefen, var ikke kommet endnu, da det var Symon der var blevet sat til at købe den, men han var der ikke, for han skulle i retten!
Fatuma var der heller ikke, for hendes tante var kommet på hospitalet.
Nå men gaven kom til Kaiyaba med en motorcykel, og den viste sig at være det vi kalder en souvenir – nemlig udskåret træ – et par antiloper!
Vi gik så over til chefen, men han sad i besyrelsesmøde meddelte hans sekretær.
Vi luskede tilbage igen, og klokken var nu ved at være 11!
På det tidspunkt havde vi fået nok, så vi gik ned til vejen og tog en matatu (lokal form for bus/taxa) ind til byen. Her købte vi ind til frokost, og gik rundt på markedet, og ventede på at Symon og Fatuma skulle dukke op, så vi kunne komme videre.
De dukkede så op ved to-tiden!!
Så fik vi fat i en taxa og kørte ud til Kaiyaba igen.
Vi fik holdt det møde vi skulle, dog blev Symon nødt til at gå ved halv tre tiden, så ham måtte vi undvære.
I mellemtiden havde chefen forladt sit kontor, så det blev ikke til noget møde i denne omgang, for han er der ikke om lørdagen!
Efter en lang dag, druknet i afrikansk ineffektivitet drog vi tilbage til Karatina.
Vi fik vores værelser, og mit har verdens mindste toilet! – det må være bygget til pygmæer.
Til gengæld var der ikke noget bræt på, men det har jeg da heldigvis fået nu.
Symon som vi ikke havde været med til møderne i løbet af dagen havde vi aftalt at mødes med senere inde i byen.
Via sms aftalte vi at mødes 18:15 på vores hotel – han kom kl 18:50!
Vi havde dog en god snak, og kom rundt om rigtig mange ting.