Endnu en morgentur ned til den nærliggende bro. I dag var det koldt og blæsende, en noget kølig oplevelse. Dog kom der et bar gode billeder i kassen af bl.a. Gul Vipstjert, Sivsanger og Stork.
Efter morgenmaden kørte vi ned pÃ¥ østsiden af sumpene til en “board-walk” en bÃ¥debro-agtig sti ud i sumpen. Her var der god chance for at se og høre Vandsanger en ret sjælden fugl. Efter et stykke tid hørte vi den og det lykkedes os faktisk bÃ¥de at se og høre den ret godt.
Herfra gik det ned til syd for Wizna, på østsidne af floden. Her stoppede vi i vejkanten, og kiggede ud over floden med tilhørende våde og tørre enge. Det var et helt fantastiks sted, med rigtig mange fugle. Her så vi bl.a. Steppehøg og Aftenfalk, begge imponerende fugle.
Herfra kørte vi op til samme sted som vi spiste frokost i går, og spiste endnu engang frokost her. Derefter kørte vi ned på den anden side af floden, stadig lidt syd for Wizna. Her var vi nede ved floden, men der var ikke så meget at se der, så det opgav vi hurtigt. Vi besluttede at tage op på vestsiden af sumpene, til et sted vi havde besøgt i onsdags ved Brzostowo. Lige før vi kom til stedet var vi ude for at se om vi kunne se en Hortulan, en lille rødlig værling. Det lykkedes os faktisk at se og høre den, dog på nogen afstand. Nede ved floden blæste det meget, så da klokken var ved at være mange besluttede vi os for at vende næsen hjemad, efter en lang og blæsende dag.

Morgentur igen ned til broen. Der var mærkbart færre vadefugle end de første dage, de er nok ved at være trukket nordpå. Men til vore store overraskelse gik der to Sorte Storke rundt og fouragerede et stykke længere nede ad floden.
Efter morgenmaden gik det ned til “Vandsanger-stedet” hvor vi ogsÃ¥ var i gÃ¥r. I dag var vejret meget mere mildt, og det blæste næsten ikke. Det lykkedes at se vandsangeren igen – det var en flot oplevelse.
Herefter gik det til et stykke skov lige nord for Gonidaz på den anden side af floden. Her var der set Hvidrygget Spætte, så vi ville give den endnu et forsøg. Det var et sted, hvor der ikke var adgang for store grupper, så vi kunne kun gå 6 personer og en guide ind af gangen. Vi kiggede længe, men det lykkedes endnu en gang ikke at se den!
Til gengæld lykkedes det at se både Lille, Mellem og Stor Flagspætte samt Grøn og Grå-spætte.
På vejen hjem fra dette sted, stoppede vi en lille landsby et par hundrede meter fra skoven. Her havde vi set Hærfugl på udvejen, og vi ville se om vi kunne få den bedre at se. Den var desværre ikke særlig samarbejdsvillig. Derefter stoppede vi ved det fulgetårn der ligger lige ved broen over floden – tæt ved hotellet. Her så vi en del rovfugle, men ikke så mange vadefugle. Herfra gik vi hjem, og hvar hjemme lidt over fire.
Klokken seks var der afskeds-middag på den nye terrasse, der er blevet bygget de seneste par dage.
Nu er der næsten kun tilbage at pakke kufferten, og så går det hjemad i morgen.

Efter en kort morgentur ned til broen, var der afgang kl 9 fra hotellet. Vi kørte ind mod Warshawa hvor vi ankom ved 1-tiden. Vi gjorde stop i en park, hvor vi spiste frokost og ledte efter den Syriske Flagspætte. Desværre var det kun det med frokosten der virkede, ingen Syrisk Flagspætte. Derefter var det ud til Warshawas lufthavn, og derfra hjem til København.

Så er vi kommet til Færøerne. Efter at have hentet nøglerne i Torshavn, er vi nu kommet til det hus vi har lejet i Stykid. Det er et gammelt hus, som står som da de tidligere beboere forlod det, der er i den grad dømt mormor Det første billede er udsigten fra den ene stue.

Efter en tur omkring Hørlykke til en kaffetår gik det sydpå til Hamburg. Her fangede vi DB AutuZug, som kørte os både gennem Tyskland og natten.

Efter en nat i liggevogn, ankom vi til Munchen Ost til tiden. Bilen ud af toget, og sÃ¥ var det bare af sted mod Østrig. Vejret var ikke noget at skrive hjem om, 13 grader og regn. Efter at have kæmpet os gennem Zell am Zee, kom vi til Großglockner Hochalpenstraße, en meget flot betalingsvej, der løber forbi Großglockner – Østrigs højeste bjerg (3798 m.o.h). Desværre var det tÃ¥get, og temperaturen pÃ¥ det højeste sted var kun 4 grader. Det krydret med en god vind, gjorde shortsene lidt til skamme. Efter en nedtur, hvor tÃ¥gen lettede lidt, kom vi sÃ¥ til Heiligenblut, hvor vi fandt vores pension – Ambrosi. Her skal vi være til pÃ¥ søndag, sÃ¥ vi hÃ¥ber (og regner) med bedre vejr, sÃ¥ vi kan komme op og se noget pÃ¥ Hochalpenstraßen, vi har købt et 15 dages kort. NÃ¥ men vi var godt sultne -havde kun fÃ¥et autozug-morgenmad – sÃ¥ vi fandt et sted at spise. Det medførte ogsÃ¥ feriens første – men nok ikke sidste – apfelstrudel mit vanillesauce.

I dag vågnede vi til solskin fra en blå blå himmel. Efter morgenmad kørte vi derfor op til Kaiser-Franz-Josefs-Höhe, hvor Østalpernes største gletcher ligger. Der går en gletcherbane ned til gletcheren, og som de reklamerede med, så var der derfra kun et par minuttets gang ned til selve gletcheren. Vi var så fedtede at vi ikke ville betale for det, så vi begav os ad vandrestien ned til gletcheren. Vi overvejede dog projektet, da der stod at det kun var for øvede vandrere. Nå men det viste sig at være en særdeles god og let sti. Undervejs lykkedes det at se både murmeldyr og stenbuk. Det lette varede lige indtil vi kom dertil hvor dem fra gletcherbanen kom, så blev det lidt mere udfordrende. Gletcherbanens reklame må være indtalt for mange år siden da gletcheren var væsentlig større, for der var sandelig mere end et par minutter at gå. Nå men vi kom ned til gletcheren, og ud på den, og det var en stor oplevelse. Da vi skulle op igen, overgav vi os til storkapitalismen og betalte for at blive kørt op i gletcherbanen. Vel oppe valgte vi at spise frokost, i en restaurant med fornem udsigt over gletcheren og bl.a. Großglockner. Efter frokosten gik vi lidt rundt og så på diverse udstillinger og nød udsigten. Lige før vi skulle hjem, lykkedes det mig at spotte en Edelweis, det var stort. Den voksede et godt stykke oppe på er utilgængeligt sted, og bestemmelsen blev kun sikker ved at kigge i kiggerten.

I dag var det så tid til den store bjergtur. Vi startede efter morgenmaden, hvor vi gik op til kabineliften. For €11,80 pr. person, var det muligt at blive transporteret næsten helt op til toppen af Schareck. Så det gjorde vi. Da vi stod af liften, gik vi de sidste højdemeter op til toppen af bjerget. Herfra var der en fantastisk udsigt bl.a. havde vi et flot vue til Großglockner. Derfra var der så kun en vej, og det var nedad. Vi gik gennem græsgange med køer med klokker (dog så vi ingen der var lilla), gennem skove og ad grusveje. Det var en fantastisk tur, og der var fyldt med de herligste blomster over det hele. Prisen for denne herlighed er ud over liften, nogle meget ømme føder, hvor der nok kommer en vabel eller to. Efter nedturen gik vi ind på en restaurant, og fortærede en stor wienerschnitzel med pommes, og en stor cola. Det faldt på et meget tørt sted.

I dag havde vi brug for at tage det roligt, vi kunne godt mærke gÃ¥rsdagens vandretur! SÃ¥ vi startede med at gÃ¥ ned over den lille flod der løber gennem byen. PÃ¥ den anden side ligger Hadergasse, hvor vi ogsÃ¥ sÃ¥ pÃ¥ hoteller, sÃ¥ det mÃ¥tte vi jo over og se. PÃ¥ vej over floden, som nok mere minder om en elv eller en fos, kunne vi se – og høre – hvorfor den lyder som brændingen fra et ikke sÃ¥ fjernt hav. NÃ¥ men vi var ikke gÃ¥et glip af noget ved ikke at bo derovre. Rundturen endte oppe ved kirken, hvor vi kom gennem nogle meget flotte kirkegÃ¥rde, og der var ogsÃ¥ en form for park. Meget pænt, roligt og hyggeligt. Efter denne lille gÃ¥tur, tog vi bilen og kørte op pÃ¥ Großglockner Hochalpenstraße vi kørte op til Edelweißspitze ogsÃ¥ kendt som “bikers point”. De sidste to km op til dette sted kører man ad en noget smal, godt snoet, ret stejl brostensbelagt vej. Men det er turen værd. Endnu et sted med fænomonal udsigt, og endnu engang sÃ¥ vi et murmeldyr. Klokken var blevet frokost, sÃ¥ vi besluttede at udfordre restauranten med det originale navn Edelweißhütte, og det blev vi ikke skuffede over. Dagen bød pÃ¥ mange stop bÃ¥de før og efter frokost, hvor vi bl.a. sÃ¥ en udstilling om hvordan de byggede vejen, var ude og lege med sne, bare gik lidt rundt og nød alperne.

I dag havde vi besluttet at vi ville se kirken indeni. Det gjorde vi, og det var en meget imponerende kirke. Den har fået navn efter en dansk munk, som var på vej over alperne. Det overlevede han ikke, og da man fandt ham voksede der tre kornstrå under hans lig. På ham fandt man en flaske med tre dråber af Jesu blod. Der hvor de fandt ham, byggede de kirken, og de har de tre dråber blod endnu, og det er derfor at byen hedder Heiligblut. Udenfor kirken gik vi ned over kirkegården for at få nogle billedet af kirken, og her på en af gravene voksede der faktisk Edelweiß. Efter ar have været kulturelle ville vi finde ud af hvad vi så skulle. Vi fandt i en brochure om vandring i nationalparken Hohe Tauern en tur, der startede lidt syd for Heiligblut. Man skulle køre mod syd, og så skulle man dreje fra, og køre 600 højdemeter til man kom til Gradenalm. Det viste sig, at de sidste 4,5 km var af en smal, stejl og rimelig dårlig grusvej. Vi var flere gange i tvivl om det nu var rigtigt det vi gjorde, men det var en meget dejlig skov vi kørte i, så vi fortsatte. Til sidst kom vi så til Gradenalm, og her var en parkeringsplads, hvor der holdt ca. 30 biler! Vi begyndte at gå mod Großer Gradensee som lå flere timers gang væk (vi vidste godt at vi ikke skulle helt derhen). Vi gik langs et stort vandløb, over græsgange og gennem skov. På et tidspunkt blev det ret stejlt, og da det så ud til at fortsætte blev vi enige om at vende om og gå tilbage til bilen. Vi kørte ned igen, og tilbage til Heiligenblut.