Tidlig start – morgemad kl fem og afgang halv seks – vi ville ud af La Paz inden morgenmyldretiden.
Vi kørte mod nordøst, hvor den gamle landevej mellem La Paz og lavlandet går. Det er den der hedder dødens landevej, og det forstår man godt.
Ind til for 8-10 år siden var det den eneste vej, og det er ikke andet en en smal grusvej, hvor to biler kun kan passere hvor der er lavet plads til det.
Nu bliver den mest brugt af turister og cyklister (de er også turister). For at komme til den skulle vi op over et pas i 4650 meters højde.
Herfra gik det så nedad mod lavlandet. Vi drejede ind på den gamle landevej, den nye er en fin asfalteret vej, med et spor i hver retning.
Det har uden tvivl været dødsensfarligt at køre på den da den var trafikeret, men når der ikke er nogen biler er det en fantastisk tur, der kører gemmen stejle bjerge med fantastisk skov.
Vi så også en hel del fugle, og havde en fantastisk formiddag.
PÃ¥ et tidspunkt kom vi til et sted hvor vejen var i stykker, men vi fik smidt nogle sted de rigtige steder, og kunne passere.
Vi valgte dog at gå forbi, og så stige på bussen da den var kørt forbi.
Frokost fik vi for enden af dødens landevej, og herfra gik det så via den nye landevej hjem. Det var en meget lang tur op ad bakke, vores bus havde svært ved at klare det.
PÃ¥ toppen havde vi et stop, i bidende kulde og blæst – noget af en kontrast til tropisk varme i 1100 meters højde.
Endnu et stop ved nogle mosehuller et stykke fra vejen, og så var det elles hjem til hotellet, hvor vi først var ved syv-tiden.
Derfor blev middagen også skubbet til otte.
Efter det var det bare i seng efter en lang dag.

Helskindet ned gennem Dødens landevej

Guiderne og chaufføren ordner vejen så vi kan komme videre

Vandfalds-selfie