Jeg startede dagen med at sove 5 kvarter for længe – det er altså en dårlig start på dagen!
I dag skulle vi mødes med kontoret og trænerteamet. Jeg skulle tale med Fatuma og Geoffrey om økonomi og økonomistyring. Vi fik og nogle gode snakke, som jeg ikke skal genere stakkels læsere med.
I frokostpausen gik vi op i Julies Coffieshop, hvor vi prøvede at få frokost. Det viste sig at tage rigtig lang tid, næsten to timer før der var noget der var færdigt! Vi brugte bl.a. ventetiden på at besøge Kimita, som har butik lige rundt om hjørnet fra Julies. Da vi forlod caféen var der ikke længere billeder på vægen, dem havde vi nemlig købt!
Da vi kom derind, så jeg et fantastisk billed med 5 biædere på en gren. Det syntes jeg bestemt at jeg skulle have med til Danmark, så det købte jeg. Tina forelskede sig i det andet billede der hang, som forestillede 5 zebraer. Tina købte sit i rammen, jeg tror ikke på at jeg kan få mit med hjem i rammen, så jeg spurgte om man kunne få det uden ramme. Det ville de lige finde ud af, og det kunne man godt. Da jeg så skulle betale spurgte jeg hvad det skulle koste uden ramme. Det vidste de ikke rigtig, så det er endt med at jeg har betalt 3/4 af prisen, og så skal jeg ned og høre hvor meget mere jeg skal betale når jeg kommer der næste gang!
Efter frokost fortsatte Fatuma og jeg med at kigge på økonomi, denne gang lidt mere praktisk ved at sætte Fatuma ind i nogle af de nye funktioner jeg har udviklet i vores online office-system.
Efter det var det hjem til hotellet, hvor vi havde en fredelig aften.

Efter en lang nat i flyveren (den er i virkeligheden alt for kort, men den føles lang) landede vi i Nairobi lufthavn klokken lidt over 6 lokal tid (4 dansk tid).
Vi kom lynhurtigt igennem visa-køen, jeg tror det var ny rekord. Og selv om vi var kommet gennem visum-køen på rekordtid, var bagagen allerede begyndt at komme. Nye tider for Kenya.
Næsten al vor bagage var kommet med, men et enkelt telt til spejderne var ikke kommet med fra Amsterdam, så det måtte vi lige melde savnet.
Vi kørte fra lufthavnen ud til Javahouse, hvor vi mødt Erik, en dansk safari-operatør i Kenya, som vi kender. Her fik vi morgenmad (ja vi havde godt nok fået “morgenmad” på flyveren, men vi kunne godt igen), i det dejlige solskin.
Herfra gik det videre ud til Karen Blixens farm, vi havde tre nye med, som selvfølgelig skulle se farmen. Efter en times tid på farmen, tog vi lige rundt om hjørnet til en fabrik der laver lerperler og lertøj. Her havde jeg aldrig været før, så det var en ny ting for mig. Her sad hundrevis af damer og trillede perler i alle mulige størrelser. Andre malede på dem når de var brændt, og andre igen kom dem på tråd efter specifikation fra kunder. Det var meget imponerende at se, og resultatet var forbløffende.
Fra perlefabrikken gik turen til dagens sidste turistattraktion nemlig Nairobi Giraf Park. Her havde jeg været før, men det er altid en fornøjelse at komme her. Konceptet er ganske enkelt. Men tager en håndfuld giraf-piller (ligner kraftfoder til køer), og så går man op på en platform. Her kan man så fodre en af girafferne, som villigt lader sig både kramme og klappe, men kun så længe du giver den mad. Når maden er slut, så er kærligheden også slut. Dyrepasseren viste et trick hvor han holdt en girafpille mellem læberne, og så tog giraffen den med sin tunge. Det skulle jeg selvfølgelig også prøve…
Fra giraf-parken gik turen så mod Karatina, hvor vi skulle samle to af vores ungdomsledere (Ditte og Stine) op. De kunne fortælle at Tree-tops (en træhytte oppe i et træ) var blevet færdig ude på spejdercenteret, og at de var i gang med at holde rejsegilde. Så blev vi jo nødt til at køre derud og se det, og ganske rigtigt. Det har så taget frem år at snakke om den, og en uge at bygge den…
Efter det kørte vi så til Nyeri hvor vi bor på Green Hills Hotel. Det havde været en rigtig lang dag, så vi gik tidligt i seng – hvor var det dejligt at kunne lægge sig til at sove i en seng.

Vi stod tidligt op, for bagagen ville blive afhentet klokken 8:30. Selv skulle vi møde klokken 9:45 nede foran byens biograf, hvor vi ville blive samlet op af den bus der skulle køre os til Insbruck. Da klokken var 9:30, var vores bagage stadig ikke blevet hentet, så vi måtte selv slæbe det ned til bussen! Alle på nær en var der klokken 9:45, den sidset troede først vi skulle af sted om eftermiddagen! Nå men lidt over ti kom den sidste så, og så begyndte vi at køre ud af dalen. Desværre sneede det helt vildt, så det gik ret langsomt, og til sidst gik det helt i stå, da vi mødte en modkørende bus, som var kørt fast. Efter en halv time kom den anden bus dog løs, og vi fortsatte turen mod lufthaven.
Fremme ved Insbruck lufthavn måtte vi bare konstatere at alt var kaos. Lufthavnen er ret lille, og slet ikke gearet til alle de skiturister der letter og lander sådan en lørdag. Men af sted kom vi da med en halv times forsinkelse. Vel ankommet til Kastrup, gik det galt igen, og vi måtte vente på bagagen i næsten en time!
Så det var rart endelig at komme hjem.

Bedst som vi troede at vejret ikke kunne blive værre viste det sig at vi tog grueligt fejl. Vi vågnede til tæt sne – tøsne! Efter at have trukket morgenmaden lidt tog vi os sammen til at tage ud i det. Der var ingen liftkø nede i byen overhovedet mod 20-30 minutter på en normal dag! Oppe på toppen kunne vi konstatere at det også blæste kraftigt. Nå men vi kørte lidt op og ned i vores nærområde, spiste tidligt en lang frokost i håb om bedre vejr – men nej. Vi kørte lidt mere og gav endeligt op ved to-tiden. Vel nede, satte vi os ind på den første restaurant ved liften, og afventede at Sport Walter åbnede ved fire-tiden, så vi kunne aflevere vores ski. Det var så den ferie på ski!

Vi vågnede op til lavthængende skyer, snevejr og plusgrader. Ikke lige det bedste skivejr! Efter morgenmad drog vi ud på ski, dog måtte Peter blive hjemme og pleje sin forkølelse. Vi var blevet enige om at vi ville køre den tur der hedder Sella Rondaen. Det er en tur rundt om det store Sella masiv, der kommer gennem fire dale. Turen er 40 km lang hvoraf de 26 er på pister. Vi tog den mod uret, så vi startede med at køre til Arabba. Herfra videre til Corvara. Mellem Corvara og den næste dal Wolkenstein spiste vi frokost i Jimmys Hütte. Det er et sted vi har spist tidligere år, et rigtig godt sted. Jeg fik en tyrolsk specialitet, speck, spejlæg og brasekartofler.
Efter frokost kørte vi så ned til Wolkenstein. Herfra gik det op, og her endte vi i tyk tåge. Den var så tyk, at vi ikke kunne se noget som helst. Vi listede os ned ad pisten, fra pind til pind. Meget ubehageligt. Nå men herfra gik det så hjem til vores eget skiområde Val de Fassa. Her kom vi endnu engang ind i tyk tåge, da vi kørte op med en kabinelift kunne vi ikke se kabinen foran os. Heldigvis kunne vi køre ned under skyen, hvor vi så pludselig kunne se noget igen.

I dag var det min tur til at gå til bageren efter morgenbrød. Vejret var noget skyet, men dog med lyse pletter ind imellem. Vi havde besluttet at tage skibussen ind til næste by i dalen, Alba. Her kan man komme op i et skiområde, hvor vi aldrig har været før. Vi kørte op med en gondol, og kom så op til et plateau, hvor der var ca fire lifter. Vi kørte videre op mod toppen – Sella Brunech, og derefter via en anden top ud langs dalen. Til sidst endte vi i Pozza, som er en by der liggere længere ude i dalen end Canazei og Campitello. Herfra tog vi tilbage igen, og den sidste nedtur til Alba kan kun gøres på en sort piste. Den er 2800 meter lang, og var rigtig fed. Da vi var kommet ned besluttede vi os til at tage gondolen op igen, og så spise frokost oppe på plateauet. Vi kom op og valgte en af de fire restauranter der lå der. Da jeg gik ind for at bestille så jeg nogen sidde og spise pasta med rejer og jomfruhummere. Det stod ikke på menuen, men det kunne man få, så det gjorde jeg. Retten smagte helt enkelt fantastisk!
Efter frokost kørte Peter og Thomas på en tidstagnings-bane, Peter bankede Thomas med ca 4 sekunder, men Thomas har store planer om at han skal slå Petrer i morgen. Efter det kørte vi ned af den sorte piste igen. Tilbage med bussen til Canzei, og så op og slutte dagen af med lidt skiløb på “vores eget” bjerg.

I dag vågnede vi til en himmel næsten fuld af skyer. Det var lidt af en nedtur efter to dage med fantastisk vejr. Vi havde besluttet at vi ville op på Marmolada, en gletcher, hvor man kan stå på ski. Vi startede med at køre over til Arabba, det var der vi boede sidst år, det var helt hyggeligt med et gensyn. Herfra gik det med lift op til Porta Vescovo. Herfra skal man ned ad et meget smalt, og ret stejlt stykke. Det hele bliver kun værre af at der er myriader af andre skiløbere. Det er et ret træls sted, og det bliver da også kaldt “røvhullet”. Nå men herfra gik det via et par stolelifte og en lang nedkørsel til Malga Ciapela. Herfra skal man så op med tre gondoler i træk, men så ender man også i 3250 m. Heroppe var det -14 grader, men heldigvis ret vindstille. Undervejs var vejret blevet betydeligt bedre, så der var faktisk solskin. Det er også heroppe at dagens billede er taget. Herfra er der en suveren tur ned. Vel nede begyndte turen tilbage mod Canazei. Vi var tilbage ved halv fire tiden. De andre havde fået nok skiløb for i dag, men jeg tog et par ekstra ture for rigtig at få syre i benene 🙂
Aftensmaden blev spist på en lille restaurant, hvor vi alle fire fik Winersnitzel der var rigtig store, og så var der endda to til hver…

Vi vågnede op til en skyfri himmel. Vi havde besluttet at vi i dag ville til Ortisei. Det er en ganske lang tur, hvor man kører over til Val Gardena, hvor man kører under byen St. Cristina med et tog inde i bjerget. Ovre på den anden side af byen tager man så et par lifter op i træk, men så er belønningen også en nedkørsel på 10,5 km. Næsten nede i Ortisei spiste vi frokost på et sted der hedder Annatal, et rigtig hyggeligt sted med god mad og god betjening. Nede i bunden skal man op med to lifte. Den første gik fint, men ved den næste var der enorm kø! Nå men vi kom op, og så var det ned til toget igen, gennem bjerget, og så op på den anden side. Så gik det ellers over mod vores eget skiområde, hvor vi nåede frem før lifterne lukkede. Vi tog ned til Campitello, hvorfra vi tog skibussen til Canazei. Endelig var vi hjemme efter en fantastisk dag på ski. Ditte gik ned for at købe et par varme vanter, og jeg gik med for at se om jeg kunne finde et par støvler. Det lykkedes, jeg fik et par lækre støvler til €29!
Aftensmaden blev indtaget på den restaurant hvor der ikke var plads i går. Selv om vi fik pizza i går, så deres pizzaer då gode ud, at vi alle tog pizza i dag. Jeg fik en Pizza Boscaiola, det er en pizza med speck og Karl Johan svampe.

Efter en sen ankomst til Canazei, stod vi op ved otte-tiden. Vi havde besluttet at spise morgenmad i byen, for at spare tid, og bagefter skulle vi så leje ski og støvler. Da vi alle havde fået hvad vi skulle have tog vi skibussen ud til liften. Herfra gik det op i terrænet, og så af sted på skiene. Vejret var fantastisk, selv om det var en smule køligt. Da morgenmaden havde været noget tynd, spiste vi tidlig frokost på Belvedere. Her sad vi udenfor og nød vores frokost. Turen gik videre til Passo Podoi, hvor vi kørte et stykke tid. Derefter kørte vi ned til Plan Fratmes og op på den anden side, op mod Col Rodella. Her kørte vi så rundt et stykke tid, og derfra kørte vi så hjem til Canazei. Det var første dag på ski, en fantastisk dag. Vel nede viste det sig at man skulle gå et pænt stykke før man var rigtigt nede i byen. Efter et kort rest hjemme gik vi ud for at handle i Spar, det eneste supermarked der har åbent om søndagen. Efter en stor omvej, helt ud af byen fandt vi det endelig, og det var der også mange andre i Canazei der havde. Vi måtte stå meget i kø, og der var ikke mange varer tilbage på hylderne. På vej hjem blev vi enige om at spise nu, så vi slap for endnu en gåtur. Den første restaurant vi prøvede havde alt udsolgt, men på den næste lykkedes det at gå et bord. Det blev til pizza til de fleste, og en pasta til Ditte. Hjemme igen er vi lige til at hælde i seng, selv om klokken ikke er mere end halv ti!

Efter en time i Check-inn køen, er vi nu nået ud i flyveren efter en hastig tur gennem lufthavnen. Vi skal flyve lige om lidt til Innsbruck, hvorfra turen går videre i bus til Canzei. Vi glæder os….