Afgang fra Kastrup lufthavn med AtlasGlobal kl 14:20. Vi blev dog en time forsinket, men det gjorde nu ikke så meget da vi havde 4 timers ventetid i Istanbul. I Istanbul fandt vi os noget aftensmad, og en fancy cocktailbar der serverede de dårligste cocktails jeg til dato har fået.

Ved midnat var der så afgang mod Tbilisi hvor vi ankom planmæssigt kl 3:20 lokal tid (Georgien er tre timer foran). Da vi kom gennem paskontrollen fik vi hver en halv flaske rødvin, som en nytårshilsen til besøgende i Georgien (her kunne vi måske lære et og andet i Danmark). Vi fik vores bagage, og udenfor stod der en chauffør med vores navn på et skilt – så føler man sig lidt vigtig.Han kørte os gennem byen, og frem til vores pensionat hvor vi skulle bo. Det viste sig at det var i en gammel lejlighed, hvor der var værelser ovenpå, hvor man skulle op ad en stejl trappe der gyngede voldsomt.

Vi fik vores værelse, og aftalte morgenmad kl 10.

Vi stod op, fik vores morgenmad, og lidt klatøjede drog vi ud i byen. Dagens opgave var at få købt togbilletter til vores tur videre til Yerevan. Det foregår på Tbilisi centralstation, og for at komme derhen skulle vi med metroen. Vi fandt ud af hvordan metroen virker (man skal købe et plastic-kort, som man fylder penge på. Når man så skal med metroen læser man bare kortet i adgangskontrollen, så tager den pengene og man går ind. Og vi kunne godt nøjes med et kort, og så bare bruge det to gange.), og kom frem til Centralstationen. Da vi kom op af metroen mente vi at stationen måtte være den store bygning der lå lige ved siden af metrostationen. Det viste sig at være et indkøbscenter – og så alligevel ikke – det viste sig at stationen var på anden sal i centeret. Vi fik taget et nummer til en ret lang kø, men det faktisk ret hurtigt, men da vores nummer blev kaldt op blev vi henvist til en anden skranke. Her fik vi dog købt billetter til Yerevan – en 1. klassesbillet til 120 Lari (ca 310 kr pr billet). Vi måtte vise pas, og på billetten er navnet skrevet på russisk – sjovt at se sit eget navn på russisk.

Anden opgave var at finde et par varme bukser inden vi skulle op i Kaukasus. Det gik ikke så godt, vi fik kigget i en del butikker, men fandt ikke rigtig noget der duede, så vi besluttede at det vi havde med måtte være godt nok.

Herefter kiggede vi lidt rundt i byen, og endte med at spise aftensmad på en kæderestaurant der serverer georgisk mad vi havde fået anbefalet.

Herefter gik turn hjem til vores pension, og på hovedet i seng efter en lang dag efter en kort nat. 

Vi havde aftalt morgenmad kl ni, men kom til at sove over os. Men da vi kom ned lidt over ti var der ikke andet en smil, og vi fik vores morgenmad, der i dag bestod af en form for frikadeller og kartoffelmos.Det var manden vi havde snakket med, og ham der lavede maden til os. Vi havde dog hørt at han talte med sin kone, men vi overvejede om hun måske sad i kørestol.

Intet kunne vise sig at være mere forkert. Mod enden af vores måltid kom hun pludselig ind. Det var en dame der var smart klædt, og det viste sig at vi ikke havde set hende fordi hun havde været syg med kraftig hoste. Men nu skulle hun ind på universitetet og forelæse kl 13.

Vi fik en sjov snak med hende, og hun fortalte en del om familen og pensionatet.

Men til sidst skulle vi videre, og da vi skulle betale ville de kun have for en nat, selv om vi næsten havde været der to, og heller ikke for den ekstra morgenmad vi havde fået.

Vi sagde farvel, og tog med metroen til den station der hedder Didube. Herfra kører minibusserne til Kazbegi (Stepantsminda).

Vi havde læst at man skulle ud af stationen og krydse to parkeringspladser før man fandt busserne til Kazbegi.

Men det nåede aldrig at blive et priblem, for da vi stod og kiggede på et skilt på metrostationen, kom der en lokal og spurgte på engelsk om vi havde brug for hjælp.

Vi fortalte hvor vi skulle hen, og han fulgte os over til der hvor det var, og det var først gennem et marked med boder, og derefter over to pladser fyldt med minibusser.

Vi kom til det rigtige sted, og fik en plads i bilen (pris 10 Lari – ca 26 kr for en 3 timers køretur.) Der var ca en time til bussen skulle køre, så vi benyttede tiden til at proviantere. Det blev blandt andet til en stor kage, som vi besluttede at vi ville have juleaften.

Minibussen (samme type som matatuerne i Kenya), blev fyldt op før tid, så vi kørte ca 20 min før tid.

Og når jeg skriver fyldt op, så var den det – sidste mand kom til at sidde på en lille træskammel, der blev fundet frem fra under et af sæderne.

Nå men vi kom frem, selv om de tre timer føltes lange.

Fremme fandt vi hurtigt vores pensionat, hvor vi blev mødt af husets søn med en kommentar om at nå I kom – som at I de ikke var helt sikre på at vi virkelig ville dukke op selv om vi havde reserveret et værelse.

Værelset var fint, og med udsigt til Mt. Kazbegi – storslået udsigt.

Vi smed bagagen og gik ud for at se lidt på byen før det blev mørkt. Det var hurtigt gjort, der er ikke meget at udforske i Stepantsminda, og da slet ikke om vinteren.

Vores rundtur endte i en ubetydelig cafe på første sal over en vinbutik.

Her fik vi først noget varmt at drikke, men da der virkede hyggeligt endte det også med at vi spiste aftensmad. De havde ikke så mange ting på kortet, men dem de havde ca rigtig gode. Vi brugte et par time i cafeen, og gik til sidst hjem til vores pensionat.