Dagen i dag stod i de store naturvidenskabelige museers tegn.
Vi startede med at gå gennem Kensington Gardens ned til Natural History Museum. Her brugte vi et par timer på at se det vi nu kunne nå på et par timer.
Derefter var der to timer frokostpause, så eleverne kunne nå at ”få tømt hovederne” inden vi skulle ind på Science Museum, som ligger lige ved siden af.
Her brugte vi også et par timer, nu var vi mere ovre i den tekniske afdeling.
Da der er fire klasser fra Gefion Gymnasium der er her i London på samme tid, så havde lærerne sat hinanden stævne kl 18:30 på Picadilly Circus . Her mødtes vi 6 lærere (de sidste to var først ankommet samme dag kl 16:00 – så de havde ikke nået det). Vi spiste på Brasserie Roux – et rigtig godt sted. Jeg fik John Dory en ”sjælden” fisk, som ingen vidste hvad var, efterfølgende har jeg fundet ud af at det er en St. Peters Fisk. Den smagte i hvert fald godt!
Bagefter gik vi ud på en pub, og på vejen mødt vi de sidste to lærere, så det endte med at vi var otte lærere på pub – det var vældig hyggeligt.

I dag skulle vi til Greenwich – hvor the Royal Observatory ligger. Det er her nulmeridianen ligger – den går lige igennem der hvor teleskopet de observerede stjerne med stod.
For at komme derud, tog vi toget ned til Westminster, og her skiftede vi så til båd.
Det tog ca. en time at sejle ud til Greenwich, og undervejs fik vi fortalt hvad vi så. Guiden havde en ganske fin humor.
I Greenwich gik vi først lidt rundt på egen hånd, for at få lidt frokost – vi fandt et marked, hvor vi fik en form for hotdog.
Vi skulle mødes kl. 10 minutter i et, for at se en kugle falde ned klokken et. Det var et af de første former for offentlige tidssignaler, og det virker endnu – det var dog nok ikke så action-præget som eleverne have forestillet sig.
Vi gik ind og så museet, der var mange gamle ure – lige noget for mig.
Efter et par timer gik turen så tilbage til London igen – ligeledes med båd.
Niels og jeg blev inde i byen, og gik først hen og så St. Pauls Cathedral. Da det var søndag, kunne man kun komme ind i en lille del af kirken.
Herfra gik vi over Themsen ad Millenium Bridge – en gangbro – der fører over til Tate-kunst-museet. De lukkede desværre klokken seks, så her fik vi ikke lov at komme ind.
Aftensmaden blev indtaget på en spansk restaurant El Pirata De Tapas jeg havde fundet i Michelin-guiden. Her fik vi en dejlig middag.

Vi mødtes i lufthaven kl. 6 og tjekkede ind uden de store problemer. Flyveren fløj kl 8:05, og vi var i London Heathrow et par minutter over 9 (vi havde stillet uret en time tilbage).
Vi fik hurtigt vores bagage, og så var det bare ned i undergrunden og ind til Holborn hvor vi skulle skifte til Central-line, som så skulle køre os til Lancaster Gate hvor vores hostel ligger tæt ved.
Desværre var Central-line lukket fra Marble Arc og videre vestpå hele weekenden, så her måtte vi stå af, og da Lancaster Gate er næste station besluttede vi os for at gå det sidste stykke.
Efter en pænt lang tur, og en lille omvej – det viste sig at den vej vi bor på er tre parallelle veje med samme navn, det kunne man bare ikke se på det kort vi havde – ankom vi til vore hostel. Det ligger i kvarteret Bayswater, og er ok!
Vi fik et rum udleveret, og smed alt bagagen der, og så tog vi ellers til Portobelle Road marked, som er en lang gade hvor de sælger kunst, antikviteter, frugt, brugt tøj og meget andet.
Da vi kom hjem invaderede vi så vores værelser.
Efter en lille pause have vi besluttet at vi ville ind og se de store ting i London, så vi gik glade ned i undergrunden igen, men nu viste det sig at vi ikke kunne komme til Westminster, den var også lukket, men det var på grund at en kæmpe demonstration, hvor sure demonstranter demonstrerede mod planlagte nedskæringer.
Men vi fik set Big Ben, Houses of Parliament og Westminster Abby.
Herfra tog vi tilbage, for at få noget aftensmad. Niels (den anden lærer jeg rejser med) og jeg spiste sammen med to elever på en indisk restaurant.
Efter en lang dag gjorde det godt at komme ned i kuverten (ja – ingen dyne – kun tæppe og lagen) og der gik ikke mange sekunder før jeg sov.

Gefion gymnasium deltager i disse år i et comenius-projekt mellem Rumænien, Tyskland, Spanien og Danmark.
Derfor drog 5 elever og 2 lærere af sted til Granada i dag.
Vi mødtes i lufthavnen kvart i 9, og da en af elevernes søster arbejder i lufthavnen, åbnede hun en skranke til os, hvor vi så kunne tjekke ind – helt VIP-agtigt.
Efter en flyvetur i medvind (blev 40 minutter kortere) landede vi i Malaga i varme og solskin.
Efter at have fået vores bagage gik vi ud og fandt toget. Før vi kunne komme ind til toget skulle vi købe biletter i en automat. Der var lang kø foran automaterne, og en hidsig spansk service-medarbejder der rendte rundt og “hjalp”
Nå men vi kom ind til Malaga Central, og fandt ud af at vi skulle have været af på stoppet før, for det var der busstationen var.
Vi fik en flink togmand til at lukke os ind igen, og så tog vi toget et stop tilbage.
Nu kunne vi imidlertid ikke komme ud af automaterne med vores billetter, de var jo brugt. Vi henvendte os så til en mand, og han lukkede os så ud igen.
På busstationen skulle vi så bestille billetter til Granada, men desværre var bussen klokken fire (den næste) udsolgt, så vi kunne ikke få billetter før til bussen kl 5.
Busturen tog ca to timer, og da vi ankom til busstationen i Granada, stod der en fra den lokale skole for at tage imod os. Han fulgte os hen til vores hotel, og efter at have smidt bagagen på værelserne gav han os en lille tur rundt i Granada. Den blev ikke så lang, da han skulle ud på busstationen og hente rumænerne.
Vi gik selv videre og fandt en restaurant hvor vi bestilte noget mad. Der gik imidlertid over en time før maden kom, men til gengæld smagte det rigtig godt.
Efter aftensmaden gik eleverne ud i Granadas natteliv på egen hånd, og vi to lærere gik tilbage til hotellet.

Da vi vågnede var der ikke en sky på himlen. Det var ikke til at bære at vi skulle hjem og ikke på ski. Det var min tur til at gå til bageren, og der var ikke et spor efter gårsdagens skiløb, alle gaderne var ryttet for sne igen.
Vi blev hentet af bussen kl 11 og kørt til Venedig. Herfra gik det efter lang ventetid med fly til Kastrup. Vi landede 20 min før tid kl 19:15, til gengæld var det lige ved at gå galt med bagagen. Der kom kun en del, så vi stod næsten et halvt fly uden bagage. Men til sidst kom det – heldigvis.

Vi vågnede til en næsten skyfri himmel, det trængte vi også til. Efter morgenmad gik det ned til liften, som endnu ikke var startet da vi kom, det har vi ikke prøvet før! Vi havde besluttet os for at køre over til St. Christina, hvor der er en styrtløbspiste kaldet Saslong. Den kørte vi på et par gange, den er rigtig fed! Derfra besluttede vi til at fortsætte rundt om Sella Rondaen, bare den modsatte vej af hvad jeg kørte alene i går. Vi kom hele vejen rundt, med et par enkelte afstikkere. Da vi kom hjem til vores eget område kørte de andre ned, jeg blev nødt til at tage en ekstra tur! Endelig nede kl kvart over fire, var skiferien slut, GPSen stod på 94,2 km (se ruten her).
Efter et kvarter med stængerne oppe gik der så ned til Walter Sport, hvor vi skulle aflevere ski og støvler. Vi var lidt spændt på hvad der skulle ske med sagen om mine forsvundne ski, men det sagde de ikke noget til!
Vi spiste tidlig aftensmad for her til aften var der skimaeathon. Det er et løb rundt om Sella masivet, som man løber i hold af to på turski. Der er 330 deltagende hold, og de løber gennem Canazei efter 30,4 km (turen er på 42 km). Hele bymidten er lavet om til en løjpe, og holdene kommer for fulde gardiner ned af bjerget. Så kommer de kunstigt sælskind under skiene, og så går det op ad bjerget igen. Hurtigste tid er omkring 3 timer og 17 min!!

Igen i dag vågnede vi til noget der ikke lignede godt vejr, og det skulle vise sig at holde stik. Under morgenmaden trak det mere og mere sammen. De to andre besluttede sig til at de ikke gad på ski når vejret var så elendigt. Jeg derimod vidste ikke hvad jeg ellers skulle få tiden til at gå med, så jeg drog ud på ski alene. Efter at have kørt et par ture frem og tilbage i nærområdet, konfererede jeg pr sms med de andre, og de fastholdt deres beslutning. Jeg bestemte mig så for at køre en tur rundt om Sella masivet den såkaldte Sella Ronda. Undervejs kom jeg forbi Jimmys Hütte, et godt sted vi kender fra de foregående år. Desværre var klokken kun elleve, så jeg syntes det var for tidligt til frokost. Så det blev i stedet apfelstrudel og varm kakao, det var heller ikke ringe. Nå men videre rundt, og så var jeg hjemme i vores eget område lidt over tolv. Jeg havde fået melding om at de andre var kommet ud på ski, og jeg mødte dem hvor liften kommer på nede fra Canazei. Vi kørte op til toppen sammen, men da de kun ville blive i nærområdet, og jeg gerne ville have frokost i Arabba, så skiltes vi og jeg drog mod Arabba. Her spiste jeg en herlig frokost, og kørte derefter hjem igen. Jeg var hjemme kl kvart i fire rigtig godt brugt. Det skyldes al den sne der er kommet, den får pisterne til at virke som off piste, fordi der er så meget løs sne. GPSen siger jeg har bevæget mig 87,6 km (se ruten her)

Vi vågende til et hvidt landskab – det havde sneet ca 5 cm sne i løbet af natten.
I dag var det min tur til at gå til bageren, så ud i sneen. Vejret så ikke særlig lovende ud, men det gjorde det jo heller ikke i går, og det endte jeg godt alligevel.
Efter morgenmaden var vejret ikke blevet bedre – tværtimod.
Nå men på med skiene og så af sted, vi havde besluttet at tage over til Covara en by på vejen rundt om Sella-massivet.
Da vi kom op med lift nr. to var det meget tåget, så vi besluttede til at blive på vores egen hjemmebane. Efter et par ture der blev vi så enige om at tage af sted alligevel.
Vi kæmpede os over mod Covara – igennem snestorm og tåge.
Ved et-tiden landede vi på en restaurant, hvor vi fik en rigtig god frokost. Jeg fik “Tagliatelle fresche al ragù de cervo e verdure al timo” som er frisk pasta med hjorte-kød og grøntsager.
Herfra besluttede vi os for at tage hjem, og det var en meget lang tur hjem, hvor det tog hårdt på benene, når man ikke kan se hvad man kører i, der er masser af sne og masser af pukler.
Vi var hjemme igen lidt over fire, og GPSen siger at jeg har bevæget mig 80,3km (se ruten her).
Nu sidder vi noget udmattede på Café Peter og nyder internettet.

Da vi vågnede blev vi noget deprimere ved at kigge ud af vinduerne. Der hang store tunge skyer som tåge i hele dalen. Men da vi var ved at være færdige med morgenmaden begyndte tågen at lette, og vi kunne skimte enkelte bjerge rundt omkring os. Vi tog af sted mod Ortisei en skiby, der ligger ret langt væk. Vi havde nogle helt vildt fede nedture, sneen var helt perfekt, og der var meget få mennesker. Efter en lille fejlnavigation (vi lavede præcis den samme sidste år) kom vi ned til St. Christina, hvor vi skulle under byen i et kabeltog inde i bjerget. På den anden side gik det så op. Ved middelstationen tog vi et par ture på en sort piste vi også legede på for tre år siden. Herfra gik det så op med en lift, og så var det ned ad en 10,4 km lang nedkørsel etil Ortisei. Lige før man er nede ligger der så en restaurant Annatal, hvor de serverer rigtig god mad. Vi var der halv tolv, så vi bestilte en gang frokost – “winersnitzel mit pommes”. Efter en hyggelig og god frokost skete det så. Da jeg skulle have mine ski på var de der ikke… Til gengæld stod der så et par næsten magen til lige ved siden af hvor jeg havde stillet mine! Nu var gode råd dyre, vi var sådan cirka så langt væk hjemmefra som vi kunne komme og jeg havde ingen ski. Vi satte os ned og ventede ca tre kvarter. Da det andet par ski stadig ikke var taget besluttede vi os for at de nok tilhørte den idiot der havde taget mine. Derfor prøvede jeg om de passede mig, det gjorde de næsten, bindingen skulle dog udvides, så mine ski har ikke passet “idioten” særlig godt! Med de “nye” ski gik det så hjemover, hvor vi ramte enden af pisten i Canazei ca kvart over fire. GPSen sagde 91,6 km (se ruten her)
Efter en lille pause hjemme gik det så ned til skiudlejningen, hvor jeg måtte forklare hvad der var sket. Det virkede ikke som om det var noget der skete tit. Ekspedienten foreslog at jeg ventede et par dage, men da jeg spurgte hvad der så skulle ske blev de i butikken enige om at ringe til den anden skiudlejning. Her var mine ski ikke blevet indleveret, så ekspedienten foreslog at jeg stod videre på mine “nye” ski, men så mente en anden ekspedient at det nok var bedre at jeg fik et par af deres. Så nu har jeg igen et par ski fra Walter Sport, og mine “nye” ski står nu hos dem og afventer hvad der sker!

Vi havde besluttet at hvis det var dårligt vejr ville vi tage til Ortisei, hvis det var godt ville vi tage på Mamolada, det højeste bjerg i Dolomitterne. Da jeg kiggede ud af vinduet kunne jeg med glæde udbryde at vi ikke skulle til Ortisei!
Peter gik efter morgenbrød, og efter en dejlig morgenmad med blødkogte æg, youghurt og friske boller gik det så ud på ski. For at komme til Mamolada skal man først igennem Arabba, og derefter skal man køre helt i bund i en anden dal. Herfra går der så tre kabinelifte i træk op, før man er på toppen ved Mamolada (se billedet). Nedturen var så fed, at vi blev enige om at tage den en gang til. Efter anden nedkørsel spiste vi frokost på en restaurant, før turen gik hjemad mod vores eget område. Ved Pas Podoi, tog vi en afstikker op til Teresse Podoi, som er en teresse der ligger højt oppe på en klippe. Her nød vi udsigten og en kop kakao med Apfelstrudel. Vel nede igen kørte de to andre hjem, men jeg var ikke færdig. Så jeg fortsatte op til toppen ved Campitello, og så tilbage til vores egen top Belvedere. Herfra gik det ned til Canazei. Vel hjemme fortalte min GPSer at jeg havde bevæget mig 101 km i dag (se ruten her) – det er da en sjat.