Vi havde besluttet at hvis det var dårligt vejr ville vi tage til Ortisei, hvis det var godt ville vi tage på Mamolada, det højeste bjerg i Dolomitterne. Da jeg kiggede ud af vinduet kunne jeg med glæde udbryde at vi ikke skulle til Ortisei!
Peter gik efter morgenbrød, og efter en dejlig morgenmad med blødkogte æg, youghurt og friske boller gik det så ud på ski. For at komme til Mamolada skal man først igennem Arabba, og derefter skal man køre helt i bund i en anden dal. Herfra går der så tre kabinelifte i træk op, før man er på toppen ved Mamolada (se billedet). Nedturen var så fed, at vi blev enige om at tage den en gang til. Efter anden nedkørsel spiste vi frokost på en restaurant, før turen gik hjemad mod vores eget område. Ved Pas Podoi, tog vi en afstikker op til Teresse Podoi, som er en teresse der ligger højt oppe på en klippe. Her nød vi udsigten og en kop kakao med Apfelstrudel. Vel nede igen kørte de to andre hjem, men jeg var ikke færdig. Så jeg fortsatte op til toppen ved Campitello, og så tilbage til vores egen top Belvedere. Herfra gik det ned til Canazei. Vel hjemme fortalte min GPSer at jeg havde bevæget mig 101 km i dag (se ruten her) – det er da en sjat.
