Der var tidlig afgang, for vi havde en lang køretur foran os.
Vi sagde farvel til vores værtspar, som næsten er de eneste rumænere vi endnu har set smile.
Vi kørte ned mod Bukarest, men drejede så østpå ca 100 km før. Her kørte vi et rigtig godt stykke før vi kom til turens første stop. Det var ved en stor lavvandet sø – Balse Alba. Stedet vi gjorde holdt var et kombineret kur/feriested. Godt nok var det lukket – det er måske ikke sommer nok for rumænerne!
Vi stod ude på en stor bro ude i søen/sumpen, hvorfra der var et rigtig godt udsyn over søen. Det kan godt være at nogen af de lokaliteter vi havde besøgt de foregående dage manglede fugle, men det kan man ikke side om denne lokalitet.
Der var rigtig mange fugle – også arter.
Vi spiste vores medbragte frokost, og da vi var færdige med det fik vi at vide at nu var der serveret frokost!!
Nå men så spiste vi en snitsel og en ordentlig klat risotto!
Bagefter kørte vi hen til et andet sted på søen, hvor vi også havde et obs.
Derfra gik turen videre, og den indeholdt kun et stop, ved nogle søer, hvor der så så spændene ud at vi blev nødt til at stoppe.
Det viste sig at der var rigtig spændende.
Der var et stop mere, nemlig da vi skulle med færgen over Donau. Det var en pram-lignende ting man kørte ned ad via en grusrampe. Man forestillede sig ikke lige at der kunne komme en bus om bord – men det kunne der sagtens.
Derefter gik turen videre, og vi ankom til vores hotel i Tulcea – Hotel Select – lidt over seks efter en lang dags køretur.
Middagen fik vi på hotellet der har en dejlig udendørs terrasse.
Nu er det så snart på hovedet i seng selv om klokken kun er halv ti.

Sort Stork

Ikke alt går hurtigt i Rumænien

Færgen vi skulle sejle over Donau med

Jeg blev vækket et kvarter før vækkeuret skulle ringe af heftig regn der trommede mod taget!
Mens jeg så lå der og blev mere og mere deprimeret, kom der så et tordenskrald, og så kunne man jo klynge sig til håbet om at det kun var en byge – og det var det.
Efter morgenmaden var det holdt op med at regne, og der var endda huller i skydækket, det havde ellers været solidt og tykt.
Vi kørte mod syd, vi skulle ned til et skisportssted – Sinaia, hvor vi skulle med en lift op i 2000 m højde.
Da vi kom til liften havde den tekniske problemer, så vi kunne ikke komme op før kl 10:30. Derfor blev det til en lille times lusken rundt i området, og der var faktisk mange småfugle, og store mængder af ravne.
Endelig fik vi lov at komme med gondolen op – det var noget gammelt lo..
Men op kom vi, og så væltede vi ud på en alpin eng, hvor der stadig var piste-afmærkninger – vi tog en rød 4’er ned ad bjerget.
Lige så mange fugle der havde været ved dalstationen, lige så dødt var der på toppen. Der var næsten ikke en fugl, og selv om vi ledte i næste to timer, var der ingen der så Bjerglærken, som var den vi var kommet for at se.
Vi kørte med liften ned igen, og så kørte vi en små 10 minutter ned ad bjerget. Der stoppede vi, og gik ind i skoven langs et vandløb for at se efter spætter og andre skovfugle.
Her brugte vi en lille time, og så gik det ellers hjem mod vore egen by. Herfra gik det videre ud til det åbne område hvor vi havde været i går. I dag kørte vi længere ind i det, og gik den modsatte vej.
Vi ledte virkelig efter den Hvidryggede Spætte, men først til aller sidst efter flere timers obs, hørte vi endelig en spætte, men langt væk – vi fik den aldrig set.
Hjemme igen – var klokken 5 minutter i otte, så aftensmaden var på bordet.
Efter en herlig middag – vi var mange der var meget sulte, var det næsten på hovedet i seng efter en lang dag.

To panoramabilleder fra toppen (2000 moh)

Jeg vågnede til let regn, men på muren uden for vinduet var der også solskin.
Heldigvis var det solskinnet der vandt!
Efter morgenmad kørte vi af sted til en fantastisk kløft der ligger inde i en nærliggende nationalpark.
Her ville vi se efter murløbet.
Bussen satte os af et stykke før selve kløften begynder, og vi gik ad en skovvej mod kløften.
På et tidspunkt hører vi en spætte hakke til venstre for vejen. Vores lokale guide går lidt ind i skoven, og en fra holdet går med.
Jeg besluttet mig for også at gå med ind i skoven og lidt op ad en ret stejl skrænt. Efter et stykke tid får jeg øje på spætten, og det viser sig at det er en Hvidrygget Spætte. Sådan en har jeg aldrig set, og har jagtet den siden min første DOF-tur til Polen for fire år siden. Før vi får fat i de andre er den fløjet, vi var kun to fra holdet der fik set den!
Vi fortsatte op til kløften, og havde en fantastisk tur gennem denne lange – meget flotte kløft. Desværre fik vi ikke murløberen at se, men vi prøver igen i morgen.
Tilbage ved bussen igen spiste vi vores medbragte frokostpakke, og så gik turen ellers videre til et andet område, hvor der skulle være rigtig god chance for at se Hvidrygget Spætte – der skulle yngle fem par i det område.
Vi fik den nu ikke at se, til gengæld fik vi nogle gode observationer af Lille Skrigeørn.
Vi kørte hjem igen kvart over fire, for vi skulle have tidlig aftensmad – allerede klokken fem!
Det var fordi klokken seks var der afgang – vi skulle ud for at kigge bjørne.
Vi kørte ud i en skov i nærheden med vores bus, og på et tidspunkt kunne den ikke komme længere, så skiftede vi til firehjulstrækkere. De kørte os det sidste stykke til det skjul vi skulle sidde i.
Skjulet var ikke særlig stort, men der var tre bænkerækker bag hinanden, hvor vi sad. Vi havde ikke siddet der længe før den første bjørn kom. Den spiste lidt mad, og gik, og lidt efter kom der en anden.
Vi sad der i ca to en halv time, og fik formodentlig set fire forskellige individer.
Det var en helt fantastisk oplevelse, selv om det var lidt “for meget” at sidde og kigge på et sted hvor der var lagt mad ud til dem, men ellers får man dem jo ikke at se!
Da det blev mørkt kørte vi tilbage til hotellet, hvor der i festligt lag blev drukket en bjørne-øl/vand

Hvidrygget Spætte

Bjørn set fra skjulet

Vækkeuret ringede kl 4. Efter et hurtigt bad, og lidt morgenmad var det op på cyklen og af sted til lufthavnen. Her mødtes jeg med de andre turdeltagere, og så gik det ellers af sted mod Rumænien. Før vi kom dertil var der dag lige en mellemlanding i Wien.
Efter at have fået vores bagage gik vi ud af lufthavnen og mødte vores lokale guide.
Vi kom i bussen, og så gik turen op mod Karpaterne. Vi gjorde kun holdt et sted undervejs, for at få lidt mad.
Vi kom frem til vires lille by Zarnesti, hvor vi blev indkvarteret. Efter en dejlig middag er det nu blevet tid til at se dyner, så vi kan være klar til i morgen

Tidligt op – det er vist ved at være en kliche her på bloggen – skulle være i lufthavnen kl fem. Metroen kører ikke om natten for tiden, så det blev på cykel.
Flyveturen gik helt problemfrit, og lidt før tid 11:30 landede vi på Rhodos. Her blev jeg hentet, og vi kørte i taxa til hotellet Sun Beach 2.
Eftermiddagen blev brugt på stranden på en solseng, for mit vedkommende i skyggen. Det var dejligt at få en lur efter at have våret så tidligt oppe. Det blev også til en lækker dukkert i det salte vand.
Middagen blev indtaget på en lille restaurant tilhørende George.

Kl ti minutter i tre ringede vækkeuret – det er altså tortur.

Et hurtigt bad, og så af sted med bus til lufthavnen.

Her fik vi hurtigt tjekket ind, og det lykkedes også at komme gennem paskontrollen.

Endelig var der tid til lidt morgenmad.

De sidste Lari blev brugt i Tax-free-shoppen før der var flyafgang kl 6¨

Vi landede uden problemer i Riga – endda et kvarter før planlagt.

Efter en god time gik vores fly så til København, hvor vi landede lidt over 10.

167 arter blev det til (måske 168 hvis Kejserørnen bliver godkendt) og 19 nye arter for mig (igen 20 hvis Kejserørnen bliver godkendt)

Det har været en rigtig fin tur, og jeg kan på det varmeste anbefale Georgien som rejsemål

Sidste dag på turen var delt i to. Første halvdel skulle vi se på fugle rundt omkring Tbilisi, og anden halvdel skulle bruges som turist inde i bymidten.

Vi startede efter morgenmaden med at køre ud til en kirke – The Mtskheta Church of Jvari.

Det er en af de første kirker i Georgien – tilbage fra det 4. århundrede. Vi så kirken – sammen med mange andre turister – og gik rundt i nærområdet og kiggede fugle – men der var nu ikke så mange.

Herfra kørte vi ned til et stort vandreservoir – kaldet Tbilisi Sea! Her var der godt nok heller ikke mange fugle, det mest spændende var nok en Pirol. Men det tog en del tid at gå lidt og køre lidt, men rundt om søen kom vi.

Herfra kørte vi til en restaurant hvor frokosten blev indtaget. Restauranten havde reserveret et “fint” lokale til os med air-condition. Desværre var det ret lille og der lugtede noget jordslået. Vi fik kringlet det så vi i stedet fik tre borde udendørs, hvor vi så fik en dejlig frokost.

Efter frokost kørte vi ind på et af hovedstrøgene, hvor vi så blev sluppet løs!

Festen sluttede igen kl fem hvor vi kørte hjem til hotellet.

Indtil kl kvart i syv hvor vi skulle mødes igen, brugte jeg tiden til at pakke og puste lidt ud.

Middagen var igen samme sted som de foregående aftener, og det blev en herlig afskedsmiddag.

Hjemme igen var det på hovedet i seng, da der er afgang i morgen kl 03:30!

I dag skulle vi til David Gareja, et kloster-hule-kompleks et par timers kørsel fra Tbilisi.
Undervejs havde vi flere stop, når der blev spotter interessante fugle. Bl.a stoppede vi på et stykke vej hvor det myldrede med tusindevis af Rosenstær. Luften kogte ligefrem af deres stemmer, og det var en helt fantastisk oplevelse at stå midt i det. Fremme ved klosteret skulle vi ud og gå. Det gi opad af små stier, indtil vi kom op en bjergkam. Undervejs var der flot udsigt over selve klosteret. Oppe på kammen kunne man se ud over Azerbajan, og faktisk gik grænsen på selve kammen. Det betød at man kunne gå ind i Azerbajan, hvilket vi selvfølgelig gjorde. Vi fortsatte langs kammen, hvor der var hugget huler ud i klipperne, hvor der før i tiden havde boet munke. Det gjorde der ikke mere til gengæld boede der ved en af indgangene en Klippespætmejse. For enden af kammen var der et lille kapel hvor der sad to grænsevagter.
Nede igen efter en pæn lang og meget varm tur, påbegyndte vi hjemturen. Den gik forbi en sø, der er delt mellem Georgien og Azerbajan. Vejen dertil var mildest talt elendig, og gik mere eller mindre gennem militært øvelsesterren.
Ved søen så vi en del fugle, så det var turen værd. Herfra gik det hjem til hotellet, næsten uden stop. Da klokken var næsten otte, blev det kun til et lille stop før vi mødtes igen for at køre ud til samme restaurant som i går for at spise middag. Efter middagen og turen hjem var vi nogen der gik ud i Tbilisis natteliv for at få en godnatdrink.

I dag skulle vi så videre, tilbage til Tbilisi.

Vi pakkede bussen, og kørte først til en sø, som vi ikke nåede i går, der lå under to km fra den Armenske grænse. Det var en lavvandet sø, med masser af planter i.

Det var en rigtig god sø, der bl.a. bød på rigtig store flokke af Hvid Pelikan, og der var også enkelte Krøltoppet Pelikan. Ude i de store bælter af vandplanter vrimlede det med reder fra Toppet Lappedykker, som lå og rugede.

Efter en lille times tid kørte vi videre, nu mod Tbilisi.

Turen bød på to søer mere, men de var meget dybere, og bød derfor ikke på det helt store fugleliv.

Den anden blev brugt som basis for vores frokost, hvor vi sad ved et træ-kapel og nød dagens frokost.

Herfra stoppede vi kun enkelte gange når vi spottede noget fra bussen, det blev bl.a. til en hel flok af Rosenstær, Spansk spurv og Ådselgrib.

Vel fremme i Tbilisi kunne vi indlogere os på det samme hotel, som vi sov på den første nat.

Aftensmaden spiste vi på den samme restaurant som vi spiste vores første frokost på – et ganske udmærket sted.

Det lille kapel vi spiste frokost ved

Vi startede dagen med at køre hen til Khanchali Lake. Det første stykke vej var på fin asfalt, men de sidste km var på noget der i bedste fald mindede om en jordvej!

Første stop var lidt syd for søen, hvor vi stod oppe på en høj knold. Herfra havde vi et rigitgt godt kig ud over søen, som var en lavvandet sø, med en del rør-øer.

Efter at have stået her et stykke tid gik vi ned ad højen mod søen. Her kom vi tæt på den bedre kant-vegetation som vrimlede med Sivsangere. Der var også en enkelt Rørdrum, der stod med hovedet oppe i flere minutter. Det blev endda til et billede med iPhonen gennem teleskopet.

Herfra kørte vi videre rundt om søen, og kom til en landsby, hvor vi pludselig mødte en pige, med en rød rygsæk. Hun lignede ikke en fra landsbyen, og hun viste sig at være antropolog/sociolog, fra Stuttgart. Hun og en botaniker og en hydrolog var i gang med et projekt om biodiversitet koblet sammen med græsnings-landbrug.

Hun viste hvordan man kunne komme helt ned til søen, og hun kørte et stykke med os og viste vej. Vi endte ude på den anden side af landsbyen, og her kunne man gå ad nogle stier ned til den dæmning der udgør søens nordvestlige side (søen var engang 3 gange så stor, men arealet nordvest for dæmningen bruges nu til græsning og høslæt).

Her spiste vi vores frokost, før vi gik en tur ud ad dæmningen for at se på fugle.

Bagefter gik vi tilbage til bussen, som nu kørte ind i landsbyen, og så tæt ned til vandet som muligt. Her blev det også til et par fine kig, men det blev afbrudt af et regnvejr.

Ind i bussen og videre til en ny sø, lidt mod sydøst – Lake Budasheni. Denne sø lå heldigvis lidt tættere på asfaltvej, det var kun ca 1 km der skulle tilbagelægges ad jordvej. Det var en rigtig god sø, hvor der var mange fine ting, bl.a. en flok Nathejrer der stod på en ø i søen, små 40 Klyder og 400-500 Rustænder.

Herfra gid det tilbage til vores hotel, godt brugte efter en lang og varm dag.

Rørdrummen stikker hovedet op – taget med iPhone igennem mit teleskop

Regnbue over bussen ved den sidste sø