Efter kun en overnatning gik det videre mod nye eventyr. Næste stop var syd for Ajaccio, byen hvor Napoleon blev født.
Vi havde besluttet at høre ad kystvejen, selv om det ville taget en del længere tid. Det gjorde det, men vi blev på ingen måde skuffede. Det tog os op ad små bjergveje, hvor der næsten ingen trafik var. Vi stoppede jævnligt, når der var en lille plads at parkere på, og så nød vi de fantastiske udsigter.
På vej ned af bjergene var det blevet tid til frokost, og vi fandt et lille bitte sted på vejen, hvor der var en terrasse hvor vi kunne sidde og spise.
Det viste sig at være uovertruffen mad til næsten ingen penge.
Herfra gik det videre til vores hotel Radisson Blu med havudsigt, hvor vi var fremme ved 6-tiden.
Efter et bad gik vi ud for at finde noget aftensmad, og endte på Chez Alain, hvor vi fik nogle fantastiske blåmuslinger.
Efter en lag dag tørnede vi ind til lyden af brændingen.

Vi vågnede kl 6:30, og opdagede efter et stykke tid, at skibet lå til kaj. Der gik lidt panik i os, men det viste sig, at selv om vi lå til kaj, så kunne man ikke komme fra borde – vi lå ikke det rigtige sted.
Nå men klokken lidt i 8 blev det endelig muligt at komme fra borde.
Vi fik fat i en taxa, som kunne køre os til lufthavnen – det var der vi skulle hente vores bil. Herfra gik turen mod Ille Rousse, hvor vores hotel ventede på os (de havde skrevet til os om aftenen – mens vi cirklede rundt uden for Bastia).
Vi var fremme lidt over 10 efter en flot tur over øen, med et par stop til at nyde udsigten undervejs, hvor vi bla. så en lille flok Klippesvaler og en Blådrossel.
Vel ankommet til hotellet blev vi opgraderet, og fik gratis morgenmad fordi vi ikke havde brugt vores første nat.
Efter en dejlig morgenmad, og et bad gik vi ud for at udforske byen. Det blev til en lille tur rundt omkring torvet, og så frokost på en lille restaurant ud til strandpromenaden.
Efter forkosten gik vi ud på den klippeø der ligger lige uden for byen, som har givet byen dens navn.
Her kunne vi virkelig mærke blæsten, der stadig var rigtig kraftig.
Hjemme på hotellet igen blev det til en lille lur – den var ret tiltrængt.
Aftensmaden blev indtaget på en dejlig restaurant fundet vi Michelin-guiden – endnu engang en succes.
Hjemme igen på hotellet er det vist tid til at sove – og denne gang i en seng der ikke bevæger sig hele tiden….

Afgang 8:20 til Nice med Norwegian. Alt gik glad, og lidt før 12 var vi på havnen i Nice, et par timer før vores afgang med Korsika.
Vi brugte tiden til at spise en dejlig frokost på en restaurant, hvor vi sad udenfor i det dejlige solskin.
Vores færge afgik planmæssigt kl 14:30, men så var det at tingene begyndt at gå lidt skævt.
Efter en times sejlads meddelte de over højttalerne, at på grund af kraftig vind skulle man nok ikke opholde sig udenfor.
Færgen gyngede en del, men egentlig ikke vildt meget. Jeg kunne på min GPS se at vi ikke fulgte den normale rute, vi sejlede noget af en omvej, sikkert for at undgå at sejle i en uheldig retning mht. bølger og vind.
Det betød at den planmæssige ankomst blev skudt fra 19:55 til 21:15.
Vi besluttede os for at leje et par sove-stole, men da de kostede 14 euro pr styk, og en kahyt kostede 31, så besluttede vi os til kahytten – det skulle vise sig at være en særdeles klog beslutning.
Det var ikke det store problem, biludlejningen hvor vi skulle hente vores bil lukkede først kl 23:00
Da vi endelig nærmede os haven i Bastia, gik det først for alvor galt. Vi kunne ikke gå ind i haven pga. vind, så kaptajnen sejlede rundt i cirkler. Efter at have ventet næsten tre timer – fik vi vores kahyt tilbage, med lovning på at de nok skulle vække os når vi kom i land.

Tidlig start – morgemad kl fem og afgang halv seks – vi ville ud af La Paz inden morgenmyldretiden.
Vi kørte mod nordøst, hvor den gamle landevej mellem La Paz og lavlandet går. Det er den der hedder dødens landevej, og det forstår man godt.
Ind til for 8-10 år siden var det den eneste vej, og det er ikke andet en en smal grusvej, hvor to biler kun kan passere hvor der er lavet plads til det.
Nu bliver den mest brugt af turister og cyklister (de er også turister). For at komme til den skulle vi op over et pas i 4650 meters højde.
Herfra gik det så nedad mod lavlandet. Vi drejede ind på den gamle landevej, den nye er en fin asfalteret vej, med et spor i hver retning.
Det har uden tvivl været dødsensfarligt at køre på den da den var trafikeret, men når der ikke er nogen biler er det en fantastisk tur, der kører gemmen stejle bjerge med fantastisk skov.
Vi så også en hel del fugle, og havde en fantastisk formiddag.
På et tidspunkt kom vi til et sted hvor vejen var i stykker, men vi fik smidt nogle sted de rigtige steder, og kunne passere.
Vi valgte dog at gå forbi, og så stige på bussen da den var kørt forbi.
Frokost fik vi for enden af dødens landevej, og herfra gik det så via den nye landevej hjem. Det var en meget lang tur op ad bakke, vores bus havde svært ved at klare det.
På toppen havde vi et stop, i bidende kulde og blæst – noget af en kontrast til tropisk varme i 1100 meters højde.
Endnu et stop ved nogle mosehuller et stykke fra vejen, og så var det elles hjem til hotellet, hvor vi først var ved syv-tiden.
Derfor blev middagen også skubbet til otte.
Efter det var det bare i seng efter en lang dag.

Helskindet ned gennem Dødens landevej

Guiderne og chaufføren ordner vejen så vi kan komme videre

Vandfalds-selfie

Jeg vågnede med en fantastisk udsigt til søen – det vil sige at da jeg vågnede var det sort nat, med en fantastisk stjernehimmel.
Udsigten kom først lidt senere 🙂
Morgenmad kl 6, og afgang halv syv.
Vi kørte op over et pas, hvor vi på vejen gjorde et par stop, blandt andet ved en lille sø hvor der var Kæmpeblishøne.
Efter passet gik det nedad, og vi endte under lige under 3500 m hvor vi gik en tur langs vejen og kiggede fugle. Her havde vi nogle dejlige oplevelser – der var ret mange fugle, og nogle af dem var helt nye. Blandt andet Illampukurvebygger, som er endemisk for området – betyder at den kun findes her i hele verden.
Herefter kørte vi tilbage til hotellet, og fik sen frokost.
Bagefter var det afsked med Titikakasøen, og så satte vi næsen mod vores næste hotel, som ligger i La Paz
Her ankom vi sidst på eftermiddagen, efter kørsel i heftig myldretidstrafik i La Paz.
Aftensmaden var på hotellet – bestilt på forhånd – ikke noget godt trick, for maden kom på bordet, og drikkevarer kom først da vi var næsten færdige.

Illampukurvebyggeren – ikke særlig imponerende 🙂

Billede fra vejsiden

Flere flotte bjerge med sne

Afgang fra hotellet kl 6:45, med alt pakket.
Vi kørte ud til søen vi havde været ved dagen før, og havde en herlig times tid hvor vi ledte efter Andesflamingoen – forgæves.
Til gengæld så vi en Titikakalappedykker, som ikke kan flyve. Den findes i Titikakasøen, og i et par nærliggende søer i små bestandene.
Vi måtte aflyse det næste planlagte stop, da vi blev ringet op og fik at vide at der var en vejblokade.
Vi måtte køre en omvej rundt om byen for at undgå den, men det gik.
Vi kørte mod La Paz, fik frokost på en restaurant, og kørte gennem La Paz, og videre mod Titikakasøen. Vi ankom til vores hotel, der ligger lige ned til søen, ved femtiden.
Vi fik vires værelser, og så myldrede vi ellers ud og kiggede på søens fugle.
Det blev til en herlig times tid inden lyset forsvandt – hvor vi kunne nyde bla talrige Titikakalappedykkere.
Aftensmaden var på hotellet, som serverede gammel fisk – havde ligget for længe i fryseren – og havde kun en flaske rødvin – og kun tre vinglas!
Nå men mætte blev vi, og så var endnu en lang dag til ende.

Stemning fra vejsiden i en by

Høje bjerge

I dag var dagen hvor vi skulle op i højderne for alvor.
Vi forlod Cochabamba 6:45, og kørte mod La Paz.
Første stop var i godt 4000 moh, men her var der næsten ikke en fugl at se. Så det blev et ret kort stop, og vi fortsatte.
Undervejs kom vi forbi et pas der var 4496 moh.
Næste stop var langs en bjergvej langs en flod, hvor der lige nu kun var et vandløb i bunden. Her væltede det med fugle, og vi fik hurtigt en håndfuld nye arter på listen.
Efter denne herlige oplevelse gik det videre til en restaurant hvor frokosten blev indtaget.
Næste stop var en sø lige syd for den by – Oruro – hvor vi skal overnatte til i morgen.
Herligt stop med bla. flamingoer og en del vadefugle.
Da det var ved at være sidst på dagen kørte vi til vores hotel, som var en noget lavere standard end vi hidtil har prøvet – godt det kun er for en nat.
Mit værelse er på størrelse med et kosteskab, og middagen var ikke særlig spændende og heller ikke særlig varm (halvkolde pomfritter er ikke noget hit)

Panorama fra dagens første stop

Højt oppe 🙂

Panorama fra bjergvejen

Lama på toppen

Meget tidlig start – vi kørte fra hotellet kl 5:30.
Ud af byen, og tilbage af vejen med Santa Cruz. Efter ca to timers kørsel kørte vi ind ad en sidevej, og var lige pludselig midt i den dejligste skov man kan forestille sig. Det er en såkaldt Yungas-skov, en varm og ret fugtig skov på ikke så høje dele af Andesbjergene.
Her startede vi med at spise morgenmad, som guiderne havde lavet mens vi kørte. Toastbrød med skinke og ost og Toastbrød med spegepølse og ost. Dertil en kop te.
Efter morgenmaden gik vi så en tur ad skovvejen, og vi så utroligt mange arter – det var faktisk svært at følge med, så mange var der og samtidig – lige til at blive stresset af.
Da vi havde gået en tre timer i denne helt fantastiske skov, kørte vi med bussen et lille stykke, og skulle spise frokost på en restaurant der serverede ørreder, som de selv opdrættede i store bassiner.
Mens vi sad der begyndte det at regne, men det holdt heldigvis op inden vi var færdige.
Derfra kørte vi hen på en anden lille skovvej, og bedst som vi skulle til at gå en tur, begyndte det at regne kraftigt.
Vi besluttede at køre mod Cochabamba, og så gøre holdt ved en sø på vejen i stedet.
Men det droppede vi også, da vi næsten ikke kunne se søen for regn.
Det var måske også meget godt, for vi var først hjemme ved hotellet igen kl kvart i seks.
Aftensmaden blev indtaget samme sted som i går – menuen var det samme.

Yungas-selfie

Panorama ud over skoven og bjergene

En af beboerne i yungas-skoven en Hættebjergtukan

Afgang fra hotellet kl 6, uden morgenmad – det kunne hotellet først lave fra klokken 7 af!
Vi kørte ud af byen, og op i nogle bjerge ikke så langt fra byen. Her gjorde vi et stop, hvor vi så fik morgenmad. Det var simpel morgenmad, men det smager nu super godt når det nydes i den fri natur.
Vi kørte videre, og lidt længere oppe havde vi første stop. Her var vegetationen præget af træer af slægten Polylepis, som er nogle træer der vokser højest oppe i andesbjergene. Det er et helt specielt habitat, så der var gode chancer for flere nye arter. Her gik vi op langs et flodleje, og så en hel del nye fugle.
Efter et par timer her, prøvede vi et par stedet langs vejen at se om der var Giant Conebill, en ret sjælden fugl, men det lykkedes os aldrig at finde den.
Tilbage til byen, hvor vi spiste frokost på en restaurant, og så hjem til hotellet og lige have en times tid til at hvile.
Eftermiddagen gik til en ret stor sø, der ligger i den sydlige ende af byen. Her så vi i løbet af ret kort tid en hel masse forskellige fuglearter heriblandt en hel del nye.
Efter et par stop rundt omkring søen, var det hjem til hotellet igen.
Aftensmaden var blevet besluttet skulle spises på en restaurant i nærheden. Det viste sig at være et sted hvor det grillede kæmpe store bøffer.
Så vi fik sådan nogle – de var gode 🙂
Hjemme igen på hotellet efter en lang dag – havde vi lige en briefing om morgendagen før det var tid til at gå i seng.

Lama-selfie

Polylepis-træ

Bøffer på grill til hele holdet

Min bøf 🙂

Endnu en tidlig start – afgang med alt pakket kl 6.
Vi skulle køre langt, helt til Bolivias tredie-største by Cochabamba.
Det var også nu at vi skulle begynde at køre op i højderne.
Det hele startede noget skidt med at det lynede i den retning vi skulle, og vi havde da heller ikke kørt særlig længe dør det begyndte at regne. Vi kørte op ad og endte i skyerne, så det både var regn og tåge.
Vejen vi kørte på var den tidligere hovedvej, men efter at de byggede en ny havde de ikke gjort noget ved denne her. Så selv om den engang var asfalteret, så var det nu kun en jordvej.
Så det gik langsomt frem.
Efter et par timer kom vi til det første planlagte stop, men da det stadig regnede og var tåget valgte vi at køre videre, vores guide mente ikke at vi ville se noget som helst.
En times tid senere var det så småt holdt op med at regne, og tågen var lettet noget.
Derfor lavede vi er stop hvor vi gik op ad en lille stikvej. Det viste sig at være en rigtig god ide – her myldrede det med nye arter, så turen blev lidt længere end forventet.
Vi kørte videre, og næste stop var frokost – som var sandwich vi selv lavede på en restaurant mod at vi købte drikkevarer.
Hurtigt videre, og næste stop var et godt stykke inde af en sidevej. Her prøvede vi en speciel fugl, men vi fandt den aldrig.
Vi kørte videre, og endelig efter at det var blevet mørkt kom vi frem til vores hotel.
Vi fik vores værelser, og så var der aftensmad – tiltrængt efter en meget lang køretur.

Panorama – Andes i tåge og let regn

Guiderne laver frokost til os

og vi spiser det