Ved midnat var der så afgang mod Tbilisi hvor vi ankom planmæssigt kl 3:20 lokal tid (Georgien er tre timer foran). Da vi kom gennem paskontrollen fik vi hver en halv flaske rødvin, som en nytårshilsen til besøgende i Georgien (her kunne vi måske lære et og andet i Danmark). Vi fik vores bagage, og udenfor stod der en chauffør med vores navn på et skilt – så føler man sig lidt vigtig.Han kørte os gennem byen, og frem til vores pensionat hvor vi skulle bo. Det viste sig at det var i en gammel lejlighed, hvor der var værelser ovenpå, hvor man skulle op ad en stejl trappe der gyngede voldsomt.
Vi fik vores værelse, og aftalte morgenmad kl 10.
Vi stod op, fik vores morgenmad, og lidt klatøjede drog vi ud i byen. Dagens opgave var at få købt togbilletter til vores tur videre til Yerevan. Det foregår på Tbilisi centralstation, og for at komme derhen skulle vi med metroen. Vi fandt ud af hvordan metroen virker (man skal købe et plastic-kort, som man fylder penge på. Når man så skal med metroen læser man bare kortet i adgangskontrollen, så tager den pengene og man går ind. Og vi kunne godt nøjes med et kort, og så bare bruge det to gange.), og kom frem til Centralstationen. Da vi kom op af metroen mente vi at stationen måtte være den store bygning der lå lige ved siden af metrostationen. Det viste sig at være et indkøbscenter – og så alligevel ikke – det viste sig at stationen var på anden sal i centeret. Vi fik taget et nummer til en ret lang kø, men det faktisk ret hurtigt, men da vores nummer blev kaldt op blev vi henvist til en anden skranke. Her fik vi dog købt billetter til Yerevan – en 1. klassesbillet til 120 Lari (ca 310 kr pr billet). Vi måtte vise pas, og på billetten er navnet skrevet på russisk – sjovt at se sit eget navn på russisk.
Anden opgave var at finde et par varme bukser inden vi skulle op i Kaukasus. Det gik ikke så godt, vi fik kigget i en del butikker, men fandt ikke rigtig noget der duede, så vi besluttede at det vi havde med måtte være godt nok.
Herefter kiggede vi lidt rundt i byen, og endte med at spise aftensmad på en kæderestaurant der serverer georgisk mad vi havde fået anbefalet.
Herefter gik turn hjem til vores pension, og på hovedet i seng efter en lang dag efter en kort nat.